Museum Kolding er en del af Kolding Kulturnat 2026 fredag 28. august – og du kan møde os både på Staldgården og nede i byen.
På Staldgården er der masser af kæphestesjov:
Byg og dekorer en kæphest:
Søm en kæp på det udskårne træ-hestehoved og dekorer din nye kæphest på en kreativ måde. Der vil være diverse farver, maling, garn osv., så du kan lave din kæphest lige som du ønsker dig.
Pris: 50 kr. pr. kæphest.
Kæpheste-springbanen:
Ved de gamle historiske staldbygninger, der i gamle dage husede kongernes heste, kan man prøve kræfter med søde og utrænede kæpheste på den skøre springbane med spring og ringridning.
Tidspunkt: kl. 16.00 – 20.00
Gratis.


Plakat-walk og udstilling
Kl. 17.00-17.30 inviterer Kolding Kulturnat til et festligt jubilæumsoptog – Plakatwalk – hvor 30 ikoniske Kulturnatsplakater fra de seneste 30 år bliver præsenteret på den røde løber på Akseltorv i samarbejde med Kolding Stadsarkiv og Staldgården – Museum Kolding.
Plakaterne går i optog fra Akseltorv ned til den tidligere Jyske Bank i Jernbanegade, hvor plakaterne bliver en del af årets jubilæumsudstilling.
Gratis adgang i dele af udstillingerne
Vi holder åbent i udstillingen ‘1943 – Gestapo kommer‘ og ‘Kyster og Sølvet‘ frem til kl. 20.00 og der er gratis adgang fra kl. 16.00

Kig ind i Zelle II
Under 2. Verdenskrig indrettede tyskernes hemmelige politi Gestapo to celler på Staldgården i Kolding. Cellerne benyttedes som ventelokaler for danske modstandsfolk, mens de ventede på at skulle ind til ofte særdeles brutale forhør. En af cellerne – altså Zelle II – er som den eneste i Danmark bevaret som et dystert minde. I cellen kan du se et vidnesbyrd på modstandsfolkene, der brugte ventetiden på at indridse deres navne på væggen. Nogen overlevede krigen, andre mistede livet på henrettelsespladsen Ryvangen eller i en af de tyske koncentrationslejre.

Om Kulturnatten
Kulturnatten er årets største begivenhed i Kolding midtby.
Kulturinstitutioner, foreninger, organisationer, butikker, restauratører og en masse andre aktører byder velkommen til en festlig aften fyldt med oplevelser, arrangementer og liv i byen.
Kolding Kulturnat er arrangeret af Kolding Kommune i samarbejde med en masse frivillige aktører.
Se det fulde program for Kolding Kulturnat på Facebook