Zelle II

Under 2. Verdenskrig indrettede tyskernes hemmelige politi Gestapo to celler på Staldgården i Kolding. Cellerne benyttedes som ventelokaler for danske modstandsfolk, mens de ventede på at skulle ind til ofte særdeles brutale forhør.

En af cellerne – altså Zelle II – er som den eneste i Danmark bevaret som et dystert minde. I cellen kan du se et vidnesbyrd på modstandsfolkene, der brugte ventetiden på at indridse deres navne på væggen. Nogen overlevede krigen, andre mistede livet på henrettelsespladsen Ryvangen eller i en af de tyske koncentrationslejre.

Når man besøger Zelle II, vil man kunne opleve tre forskellige fortællinger, som på hver deres måde ved hjælp af lys, lyd og moderne teknologi giver dig en stærk og intens oplevelse af Staldgårdens og Koldings historie under besættelsen.


De tre fortællinger, som kan opleves i Zelle II er:

  1. Aktionen der gik galt
    I denne fortælling sættes du som gæst i en anholdt frihedskæmpers sted. Fortællingen giver en fortættet oplevelse af den frygt og usikkerhed, der var forbundet med besøget hos Gestapo på Staldgården og den uvisse skæbne som frihedskæmperne gik i møde.
  2. Tråde til Staldgården
    Med Gestapos indtog på Staldgården i oktober 1943 efter samarbejdspolitikkens sammenbrud som udgangspunkt sætter fortællingen fokus på udvalgte nedslag i Kolding og koldingensernes møde med nazismen og den tyske besættelsesmagt.
  3. De gik igennem Helvedes forgård
    I denne fortælling får du som gæst mulighed for, at komme tæt på nogle af de mennesker, hvis skæbne var forbundet med Gestapos tilstedeværelse på Staldgården. Det er en fortælling både om de danske håndlangere, som arbejdede for Gestapo, og med vold og magt bekæmpede modstandsbevægelsen i besættelsesmagtens navn. Det er også en fortælling om de danske frihedskæmpere, som var forbi Staldgården.

OBS Zelle II er lukket 21. maj kl. 10-12 og kl. 15.20-17.00 samt 25. juni kl. 10.30-12.30.

Praktisk:
Max 10 deltagere.
Varighed ca. 20 min. pr. forestilling
OBS ingen siddepladser

Vær opmærksom på at det er en voldsom fortælling om et mørkt kapitel i danmarkshistorien, der kan virke skræmmende på mindre børn.

Zelle IIs åbningstider følger udstillingen “1943 – Gestapo kommer” på Staldgården og der er gratis adgang til alle forestillinger, når billetten til museet er betalt. Udstillingen 1943 kan opleves på Staldgården og er åben tirsdag til søndag 11-17.

Det koster 50 kr. både at se udstillingen og de forskellige forestillinger i cellen. Der starter forestillinger hver halve time og programmet kan ses i billetsalget på museet.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev