Om Museum Kolding
Det er ambitionen at Museum Kolding, i årene der kommer, skal udvikle og skabe et moderne og højaktuelt museum, som med nyskabende og relevante udstillinger og formidling bliver kommunens lokalhistoriske kraftcenter. Foruden nyere tids kulturhistorie for Kolding Kommune får det nye museum også specialansvar for dansk sølv fra renæssancen til i dag – ansvarsområder som museet overtager fra det tidligere Museet på Koldinghus.
Museum Kolding skal skabe begejstring og vække interesse for Kolding Kommunes historie og for dansk sølv lokalt, nationalt og internationalt.
Museum Kolding på Staldgården overtog Koldinghus’ sølvsamling pr. 1. januar 2021. Museet har som en del af sit formål at indsamle, registrere, bevare, forske og formidle dansk sølv fra renæssancen til i dag. Hovedvægten er på det 20. og 21. århundrede og med særlig vægt på den kulturhistoriske og håndværks- og industrihistoriske perspektivering.
Sølvsamlingen udbygges til en landsdækkende samling af sølv fra renæssancen og til vores egen tid, omfattende korpus, bestik og smykker. Samlingen rummer:
- Et repræsentativt udsnit af sølvsmede fra alle dele af Danmark
- Eksempler på alle typer sølvgenstande, repræsentative genstande såvel som almindelige brugsgenstande.
Samlingen illustrerer geografiske og tidsmæssige ligheder og forskelle, ligesom den viser stiludvikling og kulturhistorisk udvikling og forandring i håndværk og industri. Dansk Sølv på Museum Kolding i Staldgården udvikles gennem erhvervelser og gennem indlån og deponeringer af sølv og smykker. Internt og eksternt skal museet fremme og inspirere til at deltage aktivt i forskning i dansk sølv.
Museet tager aktiv del i dokumentationen af dansk sølvsmedehåndværk gennem indsamling af tegningsarkiver, fotografisk materiale, film, video- og lydbåndoptagelser med aktive sølvsmede. Museet samarbejder med andre institutioner, f.eks. Kunstindustrimuseet, om varetagelsen af et landsdækkende netværk til udforskning af dansk sølvhistorie.
1. januar 2021 overtog Museum Kolding Museet på Koldinghus' samling.
Samlingen består af genstande fra 1890 og frem. Et stort antal af genstandende har tilknytning til Kolding og Kolding Kommune, og fortæller om personer og virksomheder fra byen og omegnen.
Derudover består samlingen af:
- Et større antal Svend Hammershøi tegninger og malerier
- Glas, porcelæn og fajance fra 1600-tallet og frem
- En lang række malerier med portrætter af kongelige, hvoraf det mest kendte er et samtidig portræt af Dronning Dorothea, så vel som personer fra Kolding samt genremotiver fra mange perioder
- Desuden kan man i samlingen finde en lang række møbler fra 1600-tallet og frem.
Sidst men ikke mindst råder museet over en af Danmarks bedste sølvsamlinger udenfor hovedstaden. Her er grundstenen sølv fra sølvsmed Holger Kyster, Kolding, der i begyndelsen af 1900-tallet arbejdede for og med Thorvald Bindesbøll og Svend Hammershøi. Begge to af datidens førende designere og hvis produkter blev fremstillet i det Koldingensiske værksted i Adelgade.
Desuden indeholder samlingen sølv fra sølvsmeden Hans Hansen, der begyndte sin virksomhed i Kolding 1906 og fra Karl Gustav Hansen, der videreførte faderens fabrik under navnet Hans Hansen Sølvsmedie. Sølvet blev kendt både lokalt, nationalt og ud over landets grænser for sin produktion fra 1940’erne og frem til 1980’erne.
Museets sølvsamling består desuden af en lang række moderne sølvarbejder af landets førende sølvmede og er indtil 2020 løbende blevet udvidet med div. nyindkøb.
Hvor kan jeg se museets samling?
Museets samlinger er i øjeblikket ikke tilgængelige for publikum, men kan i et vist omfang ses digitalt på "Museernes Samlinger", der er opdateret frem til udgangen af 2018, hvor det nye nationale registreringssystem tog over. Desværre er den offentlige del af dette system endnu ikke tilgængelig, men det sker forhåbentlig i nærmeste fremtid.
Museum Kolding råder over et stort bibliotek, som hovedsagelig fungerer som referencebibliotek for museets personale. Museets biblioteket er offentligt tilgængeligt. Det er pt. ikke muligt at studere bøgerne på museet, da de er pakket ned i forbindelse med flytningen af biblioteket fra Koldinghus til Staldgården.