Koldings historie

FRA MIDDELALDER TIL NUTID

Kolding er opstået der, hvor en nord-syd gående landevejstrafik engang i tidlig middelalder måtte standse op for at krydse Kolding å ved bunden af Kolding fjord. Kun meget få byer i Danmark kan føre deres historie tilbage til tiden før Valdemarernes århundrede (ca. 1150-1250). Det er sandsynligt, at Kolding opstod som bymæssig bebyggelse i sidste halvdel af 1100-årene. Arkæologiske undersøgelser i de senere år har påvist lag fra omkring 1200. Fra denne tid stammer de ældste spor af byens sognekirke, Sct. Nicolai kirke, og fra midten af 1200-årene stammer den første begyndelse til Koldinghus. Første gang byen nævnes i skriftlige kilder er i den såkaldte Kong Valdemars Jordebog fra 1231, der var en fortegnelse over al kongelig ejendom i Danmark.
Fra begyndelsen var byens eksistensgrundlag jordbrug, fiskeri og håndværk, suppleret af lidt handel som følge af vadestedet. Koldinghus, der i midten af 1200-årene blev anlagt på banken lige nord for byen, skulle sikre vadestedet fred og tillige sikre, at købmænd, bymænd og rejsende betalte skyldige skatter og afgifter til kronen. Samtidig var fjord og å blevet grænse mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Borgen blev udbygget middelalderen igennem, og ikke sjældent var den skueplads for kongernes forhandlinger med fremmede fyrster. Det skabte livsbetingelser for købmænd og håndværkere, såvel til byggeri som til forsyning af hoffet med almindelige forbrugsvarer og med luksusvarer.

KONGELIG BEVÅGENHED

Fra midten af 1500-årene og til begyndelsen af 1600-årene nød Kolding by i særlig grad kongemagtens bevågenhed. Christian 3. (1536-1559) udvidede i årene 1546-1558 slottet til et firfløjet anlæg og grundlagde et nyt hospital i byen. Hans dronning Dorothea af Sachsen-Lauenburg havde efter kongens død Koldinghus som enkesæde. Hun byggede en ny latinskole og grundlagde Slotsmøllen, der fungerede som slottets kornmølle, hvor byens avlsbrugere skulle lade deres korn male.

Deres søn Frederik 2. (1559-1588) skabte den store dyrehave nord for Koldinghus og den såkaldte ‘jyske vildtbane’, et vidtstrakt landområde fra Haderslev til Skanderborg til jagt og landbrug. Han anlagde også Kongevejen fra Haderslev over Kolding til Nygård ved Egtved, den eneste kongevej, der blev anlagt i Jylland. Denne kongelige privatvej havde egen bro over Kolding å, nær den nuværende Kongebro og Kongebrogade.

Christian 4. byggede i årene omkring 1600 Kæmpetårnet på Koldinghus, og indrettede samtidig en ny og større slotskirke og en imponerende riddersal.

Kongefamiliens interesse for Koldinghus og hyppige ophold på slottet med et stort følge gav velstand til mange af byens borgere. Hertil kom, at Sønderbro var et af de to toldsteder for eksport af stude til Tyskland og Holland. Denne eksport bragte ligeledes mange mennesker til byen.

EN FREMTRÆDENDE BY

Middelalderens Kolding var en beskeden by, klemt inde mellem slotsbanken med Koldinghus i nord og Kolding å og dens sumpede bredder i syd. I øst og vest var byen afgrænset af vandfyldte grave, der nogenlunde fulgte de nuværende gader Slotsgade og Skolegade. Tre hovedveje ledte trafikken til og fra byen. Fra øst løb vejen fra Snoghøj ind langs Slotssøens østende ad Munkegade og Klostergade; fra oplandet mod nord og vest (her er den nøjagtige vejføring endnu omdiskuteret) ad Skolegade og Låsbygade; fra syd over Sønderbro ad Søndergade.

Fra slutningen af 1500-årene stammer det ældste, kendte billede af Kolding, nemlig et kobberstik i Braun og Hogenbergs store værk om Europas mest fremtrædende byer. Fra billedet genkender man mange træk af nutidens bykerne. Øverst ligger slottet på sin banke med Staldgården ved siden af. Nedenfor slotsbanken finder vi byens sognekirke, viet til Sct. Nicolai, påbegyndt omkring 1250, og øst for kirken ligger byens torv med rådhuset. Fra torv og kirke går to gader mod syd, Vestergade og Østergade. Mod syd samles de i Helligkorsgade, hvorfra Søndergade fører trafikken mod syd over åen. Umiddelbart øst for Sønderbro lå i århundreder byens havn.

I Kolding lå spedalskhedshospitalet Sankt Jørgensgården umiddelbart vest for byen i nærheden af åen. Nutidens Sct. Jørgensgade minder om placeringen. Lige øst for byen grundlagdes i 1286 et franciskanerkloster. Det blev nedlagt i 1529, få år før den egentlige reformation i Danmark, og bygningerne blev hurtigt nedrevet og en del af grunden udlejet til byens borgere. Men det meste af jorden omdannedes til urtehave for slottet, en urtehave der eksisterede helt til 1800-tallets midte, da også dette jordstykke udstykkedes og blev bebygget med byens nye hovedgade Jernbanegade, der førte fra byens torv til den nye jernbanestation ved havnen. Gadenavne som Klostergade, Munkegade og Gråbrødregade minder i dag om placeringen af dette kloster.

KRIG OG PEST

Krigene mod Sverige i 1600-årene blev afslutningen på byens velstandstid. Under Kejserkrigen 1627-29 og Torstenssonkrigen 1643-45 – begge udløbere af Trediveårskrigen i Tyskland – og Carl Gustavkrigen 1657-60 hærgedes Kolding by og omegn af fjendtlige tropper. I samme periode ramtes byen flere gange af pest. Alene under en pestepidemi i 1654-55 døde 358 mennesker i Kolding. I en taksationsforretning fra 1662 berettes, at 71 gårde og huse i byen lå øde hen. 1672 var der 1094 indbyggere i byen, på reformationstiden (ca. 1550) havde der været omkring 1600.

Denne betydelige befolkningstilbagegang har været en væsentlig årsag til, at Kolding havde vanskeligt ved at komme til kræfter igen. Det bidrog også, at Kolding – ligesom de fleste andre købstæder i riget ved enevældens indførelse 1660 – blev pålagt den såkaldte konsumtion, en afgift til staten på alle varer, der førtes ind i byen. Kolding fik det særlige problem, at nabobyerne var fritaget for denne afgift. Den nye by Fredericia, grundlagt 1652, blev fritaget for konsumtion fra 1669, og byerne i hertugdømmet Slesvig fik ikke denne særlige skat pålagt. Købmændene i Kolding måtte derfor se, at en del af den naturlige oplandshandel gik til disse byer.

Foto: A. Boilesen

ØGET HANDEL

I løbet af 1700-årene voksede byen kun med et lille antal huse. Folketællingen fra 1801 angiver 1672 indbyggere i byen mod 1406 i 1769, da der for første gang blev foretaget en egentlig folketælling i Danmark. Den hyppigste næringsvej i byen var i 1801 brændevinsbrænderi, den anden var jordbrug og den tredje handel.

Handelen gik stærkt frem i den følgende tid. Udførslen af stude over Kolding var igen steget betydeligt i slutningen af 1700-årene. Desuden blev kornhandelen et væsentligt aktiv i første halvdel af 1800-årene. Bedre dyrkningsmetoder gav øget kornproduktion, og en stigende befolkning i Europa efterspurgte dansk korn. Fra 1830’erne drev en række købmænd en betydelig korneksport fra Kolding. Bønder fra Vejle til Haderslev sendte deres korn til Kolding. For købmændene, som for byen som helhed, var det af stor betydning, at der i 1843 blev anlagt en egentlig havn i Kolding.

De slesvigske krige og især kampene om Kolding den 23. april 1849 var årsag til en midlertidig stilstand for byen – et større antal gårde og huse blev sønderskudt under de slesvig-holstenske oprøreres artilleribeskydning af byen – men efter 1850 gik det fremad igen. Toldgrænsen blev flyttet sydpå, konsumtionen ophævet og de første industrier etableret i byen: jernstøberier, teglværker og et møbelsnedkeri.

I 1855 var der 3476 indbyggere i Kolding, en fordobling siden 1801, og igen fra 1855 til 1880 skete en fordobling til 7141 indbyggere. Den stigende handel i byen var en del af forklaringen herpå, men tendensen blev understøttet af, at byen nu fik et opland mod syd. Efter krigen i 1864 mod Preussen og Østrig blev landegrænsen mellem Danmark og Tyskland trukket syd om Kolding, men 8 sogne umiddelbart syd for Kolding, der tidligere havde hørt til Slesvig, blev lagt til Danmark. Indbyggerne her havde hidtil handlet i Christiansfeld og Haderslev, men måtte nu søge til Kolding. Det blev desuden en vigtig forudsætning for stigende handel, at den østjyske længdebane fra 1866 fik station i Kolding. Fra 1870’erne var der tillige jernbaneforbindelse til den nye eksporthavn Esbjerg. I 1898 fik Kolding sin første private jernbane, Egtvedbanen, der fulgtes af yderligere to privatbaner, i 1911 Troldhedebanen til Midtjylland og i 1917 Kolding Sydbaner til henholdsvis Hejlsminde og Vamdrup. De fik dog alle tre ret kort levetid. Egtvedbanen nedlagdes i 1930, Kolding Sydbaner i 1949, og Troldhedebanen lukkedes som den sidste i 1966.

NYE KVARTERER

Byens fremgang gav fra 1850’erne anledning til et meget betydeligt nybyggeri. Flere nye kvarterer grundlagdes i årene fra ca. 1850 til århundredskiftet både øst og vest for den gamle bykerne. Konsul Graus Gade-kvarteret og Vesterbrogade-kvarteret stammer fra 1800-årenes sidste halvdel. Låsbygade, byens gamle indfaldsvej fra vest, betragtedes indtil begyndelsen af 1870’erne som byens vigtigste handelsgade. Her lå de fleste købmandsgårde, men da statsbanestationen blev placeret ved havnen, og sporføringen kom til at gå gennem den sydlige bydel, flyttedes handelscentret efterhånden til Jernbanegade/Østergade-kvarteret.
Samtidig skete der en ændring af handelens karakter. Tidligere var den foregået i købmandsgårdene, hvor man både handlede en gros og detail. Nu specialiserede nogle købmænd sig i en groshandel med bestemte varer, andre i detailhandel.
Ved siden heraf skød et utal af småbutikker op på byens handelsstrøg. Som følge af udviklingen i industrien begyndte nogle håndværkere – i stedet for at udøve deres fag – at handle med de tilsvarende fabriksfremstillede varer i butik.
Andre butikker blev etableret af de mange, der flyttede til byen, enten fra oplandet eller fra Sønderjylland, hvorfra mange unge rejste for at slippe for tysk militærtjeneste. I denne periode blev byen mere ‘oplyst’. Det kommunale gasværk blev anlagt i 1861 og i 1898 fulgte elektricitetsværket. Byen fik gadebelysning, først med gas, senere med elektricitet.

OMFATTENDE NYBYGGERI

Fra 1880 til 1911 fordobledes byens indbyggertal endnu engang fra 7141 til 14219. De mange tilflyttere blev især beskæftiget inden for handelsvirksomhed. Kolding blev i denne periode centrum for eksport af levende kreaturer især til Tyskland. Åleeksport, handel med frø og gødnings- og foderstoffet var også vigtige erhverv. Blandt de vigtigste industrivirksomheder i denne periode kan nævnes De Danske Mejeriers Maskinfabrik og S.W. Bruuns tobaksfabrik, der en overgang var Danmarks største tobaksfabrik, beliggende hvor nu Føtex har til huse.
Befolkningstilvæksten gjorde behovet for boliger næsten umætteligt. Fra begyndelsen af 1880’erne byggedes om i hele den centrale del af byen. Gamle bindingsværkshuse erstattedes af nye grundmurede og præsentable huse i flere etager, ligesom nye kvarterer – især syd for åen – bebyggedes. En række dygtige arkitekter opførte monumentale bygninger, således Hotel Kolding på Akseltorvets nordside, en værdig modspiller til det nye rådhus, Sct. Nicolai skole og Teknisk skole, og byens sognekirke ombyggedes.
Indtil 1908 var der kun én bro for kørende trafik over Kolding å, Sønderbro, men i dette år byggedes den såkaldte Nybro. I slutningen af 1920’erne fulgte Østerbro og Vesterbro, og endelig byggedes Bredgadebroen under 2. verdenskrig.
Medens størstedelen af byens befolkning tidligere havde boet nord for Kolding å, boede der omkring 1930 omtrent lige mange nord og syd for åen, og siden har boligtilvæksten været størst syd for. Kolonihaveselskaberne, der stod for lån til køb af grunde og byggeri af mindre villaer i byens udkant, har en meget stor del af æren for, at så mange koldingensere har kunnet få eget hus med have.
Bolignøden under 1. verdenskrig gav anledning til opførelsen af de første store udlejningsejendomme i Kolding, bl.a. den kommunale bebyggelse Udsigten, der byggedes af arkitekt Ernst Petersen. Han var kommet til byen for at bygge Domhuset (politi og domstol) efter en stor arkitektkonkurrence, og i årene derefter var det ham, der stod for opførelsen af en lang række offentlige bygninger – Harteværket, Danmarks første vandkraftværk – rådhusets ombygning – Nationalbankens filial, der nu huser den kommunale skatteforvaltning – Sparekassen Kolding – Hovedbiblioteket – Købmandsskolen på Haderslevvej – og Sct. Hedvigs klinik, et katolsk hospital, i Domhusgade.

INVESTERINGER, INDUSTRI OG UDDANNELSE

De betydelige offentlige investeringer, der gennemførtes for at mindske ledigheden under og umiddelbart efter 1. verdenskrig resulterede i en meget tyngende skattebyrde for byens borgere i 1920’erne. Indbyggertallet gik tilbage, men til gengæld steg befolkningstallet i omegnssognene. Det var en urimelig situation, at mange mennesker nød godt af de mange aktiviteter i Kolding by uden at betale deres andel hertil. Derfor gennemførtes i 1930 en indlemmelse af de bymæssigt bebyggede dele af nabosognene. Byens indbyggertal steg til knap 22.000 og byens areal fordobledes.
De gunstige følger af indlemmelsen viste sig hurtigt. Byen blev kun i mindre grad ramt af den store arbejdsløshed i 1930’erne. Hertil kom, at Lillebæltsbroen, der stod færdig i 1935, var til fordel for Koldings placering som handelsby og trafikcentrum.
En del ældre industrier, bl.a. S. W. Bruuns tobaksfabrik, måtte give op omkring 1930, men andre af de gamle industrier havde fremgang, især fabrikker med tilknytning til landbruget og forarbejdning af landbrugsprodukter. Kolding Hørfabrik fra 1939 til 1965 blev efter krigen den virksomhed, der beskæftigede det største antal mennesker. I slutningen af 1940’erne etableredes flere nye stålindustrier bl.a. Diesella, der fremstillede knallerter og så at sige satte Danmark på hjul. Det store industriopsving kom dog først med højkonjunkturen i begyndelsen af 1960’erne og udlægningen af særlige industriarealer, hvor mange virksomheder med rustfrit stål som emne har etableret sig. I Kolding samledes desuden en række virksomheder, der dyrkede kunstindustri, f.eks. Georg Jensen Damaskvæveriet A/S, Hans Hansen Sølvsmedie A/S (nu Georg Jensen Kolding, en virksomhed i gruppen Royal Scandinavia), Anni og Bent Knudsen og Bent Gabrielsen Guldsmedie.
Bestræbelser på at gøre Kolding til et uddannelsescentrum i Sydjylland har resulteret i at byen i dag er universitetsby med en afdeling af Syddansk Universitet, opbygget på grundlag af en handelshøjskoleafdeling, der er tilført bl.a. dansk og engelsk. Desuden findes pædagogseminarium, specialarbejderskole og Teknisk Skole, hvoraf Designskolen Kolding er udsprunget, en af to designskoler i Danmark. Et lærerseminarium blev oprettet 1953, men lukket igen 1992 i forbindelse med generelle nedskæringer på statens uddannelser.

FRA NEDRIVNING TIL BYFORNYELSE

Trafikproblemerne i byen har været diskuteret voldsomt siden 1930’erne. En hovedvej langs Slotssøen, som var en del af byplanen fra 1947, blev først opgivet i 1960’erne. I stedet er et ringgadesystem blevet etableret, og motorvejen udenom byen har skånet den for uvedkommende trafik, samtidig med at den har bragt byen i direkte forbindelse med det store europæiske motorvejsnet. Kolding har i dag motorvejsforbindelse mod alle fire verdenshjørner.
Højkonjunkturerne i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne gik hårdt ud over Koldings gamle bymidte – som tilfældet også har været i mange af landets øvrige købstæder. Vestergadekvarteret blev nedrevet for at give plads til et center med rådhus og erhverv, men disse byggeplaner blev senere opgivet. Dele af Søndergade blev revet ned for at give plads for et supermarked. Men de store nedrivninger er nu overstået. I stedet har Kolding lagt sig i spidsen med hensyn til byfornyelse. Konsul Graus Gade-kvarteret er nybygget efter det gamle bebyggelsesmønster. Store dele af bebyggelsen langs Låsbygade er saneret og indgået i byfornyelsesarbejderne. Det sår, der opstod ved Vestergades fjernelse er nu helet med Cityarkaden og Midtgården. Kolding vil påny kunne præsentere sig som en hel by. I slutningen af 1980’erne har man saneret byens trafiksystem med etablering af et ringgadenet. Derved er den indre by blevet fredeliggjort trafikalt, samtidig med en omfattende modernisering af bygninger og gader. Bymidten fremtræder i dag velholdt og attraktiv. Hele bymidten bliver forsynet med en ensartet gadebelægning i teglsten og granit.
I samme periode har byen satset stærkt på kulturlivet. Gennem to årtier er Koldinghus blevet restaureret (genindviet 1989), og slottet er i dag en unik blanding af historisk monument og enestående ny arkitektur, en storslået ramme om kulturhistorisk museumsvirksomhed og internationale udstillinger. Et Dansk Sølvmuseum er under opbygning på Koldinghus. Med Trapholt har byen fået et moderne kunstmuseum i et spændende hus (indviet 1988, udvidet betragteligt 1997 med etablering af Dansk Møbelmuseum). Og med Kolding Teater ved Hotel Comwell Kolding (tidligere Scanticon Kolding) har byen fået den store sal til teater, musik og kongresarrangementer, som byen har savnet i det meste af det 20. århundrede. Salen indviedes i 1991 og har betydet en genoplivning af teater- og koncertlivet i Kolding.
I 1993 indviedes Kolding Storcenter på et areal mellem Kolding og Bramdrupdam. Forud var gået en til tider heftig debat om styrkelse af bymidten eller bygning af et nyt center. Med Kolding Storcenter har Kolding fået en detailhandelsmagnet, der tiltrækker et meget stort antal kunder fra hele det syd- og sønderjyske område. Samtidig oplevede midtbyen, som forventeligt var, en mindre tilbagegang, der dog nogenlunde er forvundet. Storcenterområdet tiltrækker fortsat butikstyper, som yderligere vil trække handel til byen.
Mange erhvervsvirksomheder etablerer sig eller opretter filialer i Koldingområdet, og med åbningen af Storebæltsforbindelsen kan byen mærke, at den ligger centralt i det danske trafiknet. Især transportvirksomheder og virksomheder med brug for centrale lagerfaciliteter søger til byen og omegnen.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev