I løbet af 1700-tallet blev pietismen udviklet, og Brødremenigheden udviklede sig sideløbende med lignende religiøse grupperinger. Menigheden var en del af den pietistiske tradition, og ofte er Brødremenighedens måde at leve og tænke på blevet kaldt for “den glade pietisme”. En filosofisk og samfundsmæssig strømning, der har været aldeles afgørende for den vestlige kultur, er oplysningen. Denne filosofi gjorde op med autoritetstro og bundethed til traditioner. Det udviklede sig til et opgør med kirken med en ubetinget tiltro til den menneskelige fornuft. Oplysningen, som var samtidig med Brødremenighedens opståen, var stik modsat Brødremenighedens opfattelse. Man mente ikke fornuften kunne bruges som pejlemærke i forhold til kristendommen, da det kom an på at tro på den korsfæstede frelser, da man ikke kunne rationalisere sig frem til frelsen. Det er dog interessant, at menigheden samtidig bygger byerne – eller kolonierne som de blev kaldt – hvoraf Christiansfeld jo er én.
Der er så meget fornuft i byens plan, i husene, i byens liv, i skolerne, i håndværk og virksomheder og borgernes indbyrdes samvær i dagliglivet og kirkens højtider. For eksempel peger kirkens arkitektur, byens plan og indretning, kirkegårdens indretning i sin udformning hen på den kristne overbevisning. Byen er så at sige en kristen idealby. Det gøres med enkle midler, man kan næsten sige fornuft. Et eksempel er kirkepladsens centrale placering, der med det samme viser at byens centrum er kirken, eller rettere salshuset, som det bliver kaldt. Det betyder at troen og fornuften, eller om man vil, pietisme og oplysning danner par i Brødremenighedsbyen Christiansfeld. I virkeligheden er det måske der, en vigtig del af koloniens styrke ligger, mennesker lever med det høje, det uudsigelige, troen i nogle fornuftige, nøgterne omgivelser. Det er i sammenhængen mellem ånd og materie at skønheden og værdien findes.
