Historien om Brødremenigheden

Historien om Brødremenigheden

Brødremenigheden er en evangelisk-luthersk frimenighed med samme bekendelsesgrundlag som Den danske Folkekirke. Brødremenigheden kaldes også Herrnhutere, hvis oprindelse går helt tilbage til 1415.

Brødremenigheden var oprindeligt organiseret i kor, hvor menigheden var inddelt i grupper efter køn og ægteskabelig stand. Der fandtes kor for ugifte søstre, ugifte brødre, drenge, piger, ægtefolk og enker. Gradvist blev korsystemet afviklet i slutningen af 1800-tallet. 

Menigheden blev og bliver ledet af Ældsterådet, som også fungerer som menighedsråd. 

Læs meget mere om Brødremenigheden på siden her under.

Få hele historien om Brødremenigheden på bare 6:26 minutter i filmen “Historien om Brødremenigheden – Kort fortalt”. 

Brødremenighedens begyndelse

Brødremenigheden tager sin begyndelse i 1415, efter at Jan Hus, pga. sin kritik af den katolske kirkes misbrug af magt og teologi, blev brændt som kætter på bålet i Konstanz.

Ved hans død havde Jan Hus en omfattende tilhængerskare på over 150.000. I kølvandet af hans henrettelse og martyrdød opstod forskellige bevægelser – herunder den første Brødremenighed – en lille gruppe dannede fællesskabet “Unitas Fratrum” og fortsatte hvor Jan Hus slap.

30-årskrigen (religionskrig 1618-48) udslettede næsten Unitas Fratrum, og de troende spredtes for alle vinde.

Jan Hus
Den første brødremenighedsby Herrnhut.

Stiftelsen af Herrnhut

Brødremenigheden og dens ideer levede videre i spredte rester indtil 1722 hvor en lille gruppe flygtede fra det nuværende Tjekkiet til Sachsen. Her fik de asyl hos den tyske Rigsgreve Nicolaus Ludwig von Zinzendorf.

Grev Zinzendorf delte de tjekkiske asylanters ønske om trosfrihed, og i fællesskab stiftede de verdens første Brødremenighedsby nær bakken kaldet Hutberg. Byen kom til at hedde Herrnhut, som både betyder ”Under Herrens beskyttelse” og ”På vagt for Herren.” Løbende kom flere flygtninge til, og da mange af dem var dygtige håndværkere, blomstrede byen og bygningerne lige så hurtigt som den frigjorte ånd.

Nicolaus Ludwig von Zinzendorf

Nicolaus Ludwig von Zinzendorf (1700 – 1760) var Rigsgreve af højadelig herkomst i Sachsen og i familie med det danske kongehus. Han var meget optaget af religion og i særdeleshed trosfrihed.
1728 besøgte den danske Kronprins Christian og Kronprinsesse Sofie Magdalene Herrnhut for selv at se den specielle by, og de blev så begejstrede, at de inviterede Grev Zinzendorf til Christian VI’s kroning i København i 1731.
Grev Zinzendorf blev en populær herre i København. Men Grev Zinzendorf havde fjender i Tyskland, og de advarede Kongen mod hans friere syn på kristendom. Derfor blev Grev Zinzendorf og Brødremenigheden lagt på is i resten af Christian VI’s regeringstid.
Grev Zinzendorf havde en livslang drøm om at få grundlagt en dansk brødrekoloni, men 13 år inden hans drøm blev til virkelighed, døde han i 1760, 59 år gammel.
Grev Nicolaus Zinzendorf.
Byplan over Christiansfeld.

Idéen om en dansk Brødremenighedsby

På Christian VII’s store Europarejse i 1768 sammen med Struensee, kom de bl.a. til Brødremenighedsbyen Zeist i Holland, der var en driftig by med velorganiseret håndværk og industri. Efter rejsen tog Struensee kontakt til et medlem af Brødremenigheden, Lorenz Prætorius, som fik til opgave at rette henvendelse til Brødremenigheden i Herrnhut, idet kongen ønskede at opføre en lignende by i Danmark. I Herrnhut modtog man meddelelsen positivt, idet en menighedsby, eller menighedskoloni, som man kaldte byerne, ville være et vigtigt ressourcecenter for både diaspora-arbejdet og missionsarbejdet på Grønland og på de Vestindiske Øer. Brødremenigheden gik i gang med at finde et passende sted at opføre en menighedsby og fandt frem til Tyrstrupgård. I forvejen var der en lille menighed vest for Tyrstrupgård i landsbyen Stepping, hvor menigheden ejede et lille hus.

Ulovligt at være medlem af Brødremenigheden

Tyrstrupgård var krongods og blev købt i juni 1772. Inden da var der en række ting der skulle bringes i orden: Kongen skulle formelt give Brødremenigheden lov til at slå sig ned inden for landets grænser. Menigheden holdt fast i, at de ønskede at virke som menighed i byen også efter dens grundlæggelse. Det gav lovgivningen ikke rigtig mulighed for. For det første var der siden 1740’erne lavet to forordinger, som forbød befolkningen at blive medlemmer af Brødremenigheden. For det andet eksisterede der ikke religionsfrihed, og man kunne ikke bare uden videre nedsætte sig med en ny kirkeretning, som tilsidesatte statskirken. Der blev derfor udarbejdet en forordning, som gav Brødremenigheden ret til at være Brødremenighed indenfor Danmarks grænser og ophævede samtidig tidligere tiders forbud. Det skal dog understreges, at det kun kunne lade sig gøre fordi, Brødremenighedens bekendelsesgrundlag var det samme som den lutherske statskirkes.

 

Kobberstik, 1780.

Særlige privilegier

Udover at sørge for at Brødremenigheden kunne fungere som frimenighed, tilbød Christian VII flere favorable forhold ved grundlæggelse af Christiansfeld såsom:

  • Delvis skattefrihed de første 10 år.
  • Tilskud på 10% til bygninger opført de første 10 år.
  • Fuld indre frihed til skole- og erhvervsvirksomhed.
  • Frihed for militærtjeneste.
  • Toldfrihed de første 10 år (blev forlænget til 1802). 
Det første hus bygget i 1773.

Grundlæggelsen af Christiansfeld

Johannes Prætorius, søn af Lorenz Prætorius, blev menighedens første præst og blev sammen med den svenske Jonathan Briant ansvarlig for byens opførelse. Jorden blev opmålt og den 1. april 1773 lagdes grundstenene til fire bygninger: Brødremenighedens første forsamlingshus, præstebolig, forstanderbolig og Brødremenighedens logi (Hotellet). De første, der kom til byen, var 22 mennesker, hvoraf én var dansker, mens de øvrige 21 personer var fra andre brødremenighedsbyer.
I løbet af 10 år var de centrale bygningerne opført og efter 30 år stod byen stort set færdigt.
Christiansfeld set fra oven

Korsystemet

Ethvert medlem af menigheden blev optaget i et “kor”, altså en gruppering inden for menigheden, afhængig af alder, køn og ægteskabelig status.
De vigtigste var de ugifte søstres kor (ofte kaldet Søstrekoret), de ugifte brødres kor (Brødrekoret), drengenes kor, småpigernes kor, ægtefolkenes kor og enkekoret.
Typisk ville et barn efter konfirmationen blive optaget i enten Søstrekoret eller Brødrekoret og dermed flytte over i korhuset enten for de ugifte søstre eller brødre. Når, eller hvis, man blev gift, flyttede man over i ægtekoret, som dog ikke fysisk bestod af et hus – for ægtefolk boede i familiehuse i byen. Herefter kunne man slutte sit liv i Enkekoret, hvis man var kvinde og flytte til enkehuset. Enkemændene kunne flytte ind i Brødrehuset.

Korsystemet ophørte i slutningen af 1800-tallet.

Korhusene

Søstrehuset, Brødrehuset og Enkekoret holdt som nævnt til i særligt indrettede bygninger. Disse bygninger, f.eks. Søstrehuset var en vigtig og fremtrædende bestanddel af en Brødrekoloni. Det er især tydeligt i Christiansfeld, hvor korhusene hører til blandt de største og mest fremtrædende huse.
Korhusene fungerede som sociale og økonomiske enheder og sted for et vigtigt åndeligt fællesskab. Selve inddelingen i kor var en vigtig faktor for at føre menighedstænkningen ud i livet. Menigheden og fællesskabet, var en afgørende faktor.
I Brødrehuset og Søstrehuset boede de ugifte unge. Koret dannede rammen om deres liv, indtil de blev gift. De sov, spiste, læste, bad og arbejdede i husene. Brødremenigheden sørgede for, at de blev bogligt uddannet og oplært i et erhverv. Husene havde således flere værksteder.

Søstrehuset i Nørregade
Brødrehusets gård i Lindegade.

Hvem er brødremenigheden

Hvem er Brødremenigheden

Brødremenighedens motto: “Vort lam har sejret, lad os følge ham”
Brødremenigheden er en evangelisk-luthersk frimenighed med det samme bekendelsesgrundlag som Den danske Folkekirke. Brødremenigheden kaldes også herrnhutere, hvis oprindelse går helt tilbage til 1415.
Brødremenigheden i Christiansfeld er den eneste i Danmark. Brødremenigheden var oprindeligt organiseret i kor, hvilket vil sige at menighedens medlemmer blev inddelt i grupper efter køn og ægteskabelig stand. Der fandtes kor for ugifte søstre, ugifte brødre, drenge, småpiger, ægtefolk og enker. Gradvist blev korsystemet afviklet i slutningen af 1800-tallet. Menigheden blev og bliver ledet af Ældsterådet, der havde stor indflydelse på det enkelte medlems liv og virke i Christiansfeld.
I dag virker Ældsterådet bl.a. som menighedsråd.

Det sejrende lam
Jesusfigur

Forholdet til Jesus

Den tyske Grev Zinzendorf, der var med til at stifte Brødremenigheden og har stor indflydelse på Christiansfelds oprindelse, havde et særligt forhold til Jesus. Helt fra han var barn, talte han med Jesus som sin bedste ven.
”Vort lam har sejret, lad os følge ham” er Brødremenighedens motto. Det står skrevet rundt om Brødremenighedens symbol, der forestiller et lam, som bærer på en sejrsfane med et kors, og som har en glorie om hovedet.

Brødre og Søstre

Den oprindelige Brødrekirke kaldte sig Unitas Fratrum, som er latin for Brødrenes Fællesskab. Når man bruger begrebet brødre og søstre, er det for at understrege, at Gud er menneskets himmelske far, så mennesker er brødre og søstre med en fælles far og en bror, der er Jesus Kristus.
I Brødremenigheden er der store fælles huse og anlæg. Om morgenen og aftenen mødtes man tidligere i korhusene for at styrke hinanden med sang, opmuntrende bibellæsning og fælles bøn.
I Christiansfeld og i andre Brødremenighedsbyer forsøgte man at leve fredeligt sammen i kristen næstekærlighed og med masser af åndeligt liv og menneskeligt fællesskab. Her tog man sig af hinanden og værnede om fællesskabet.

Menighedens fællesskab

Fællesskabet i menigheden er generelt en kvalitet, der opfattes som værdifuld af menighedens medlemmer.
Inden for menigheden gav og giver det sig udtryk i omsorg for hinanden, i en interesse for andre medlemmers ve og vel, men også i at en række praktiske opgaver løses.
Om end korsystemet som institution ikke længere er aktivt, kan man stadig se spor i dag.
Ved søndagens gudstjeneste vil der normalt være en kvindelig salstjener i søstresiden og en mandlig salstjener i brødresiden af kirken. De brødre og søstre der er salstjenere, fordeler selv deres del af arbejdet. Både kirkekoret og basunkoret (orkester) er eksempler på fælles foretagender. I det hele taget er fællesskabet ofte centralt omkring løsning af opgaver. Og opgaverne har været mange.
 

Hvordan bliver man medlem af Brødremenigheden?

Når nogen gerne vil være medlem af Brødremenigheden, ansøger man Ældsterådet om at blive optaget. Er man interesseret, og har man i en periode deltaget i Brødremenighedens gudstjenester og andre aktiviteter, vil Ældsterådet normalt være positivt stillet.
Derefter sker optagelsen ved en gudstjeneste, hvor der synges et vers: “Vi rækker dig vor broderhånd,” efter at præsten har holdt en tale. Efter sangen går præsten hen og giver hånd til det nye medlem. Brødremenigheden går ikke aktivt på jagt efter medlemmer, der allerede er i andre kirker.
Man kan godt være medlem af den danske folkekirke samtidig med, at man er medlem i Brødremenigheden.

Søstrehuset, hvor de ugifte kvinder boede.
Salshuset - Brødremenighedens Kirke.
Mission i Afrika
Løsensbogen fra 2015

Missionsarbejdet i Danmark og udlandet

I 1843 blev Nordslevigsk Missionsforening, som efter første verdenskrig skiftede navn til Brødremenighedens Danske Mission, grundlagt ud fra menigheden i Christiansfeld af præsten Niels Johannes Holm.
Brødremenigheden har missioneret i næsten alle verdens afkroge: Europa, Amerika, Afrika, Caribien og Centralamerika. I dag er missionsarbejdet, der udgår fra Christiansfeld, koncentreret omkring Albanien, Tanzania og D.R. Congo.

Løsensordet

Løsensordet opstod som begreb i Herrnhut, idet Grev Zinzendorf ønskede, at alle indbyggerne hver morgen skulle høre et enkelt bibelvers, som dannede eftertanke for alle. Det første fragment af en Løsensbog så dagens lys i 1729, men først fra 1741 begyndte man at udgive tekster til et helt år ad gangen.
I dag trækkes Løsensord fra en samling på cirka 1.900 vers fra Det gamle Testamente. Formodningen er, at Gud gennem udtrækningen vælger tekster, der vil undervise eller opmuntre læsere på den dag, man læser det pågældende vers. Udtrækningen finder sted én gang om året på slottet Vogtshof i Herrnhut, Tyskland.
Løsensbogen udgives i mere end 100 lande på over 50 sprog og dialekter og når dermed langt ud over Brødrekirkens egne rækker.

Levnedsløb – hvad er det?

I Brødremenigheden forventes det, at medlemmerne selv skriver erindringerne om deres liv ned. Det kaldes et levnedsløb og svarer til en biografi. Teksten bruges til begravelsen, hvor erindringerne bliver læst højt. Hvis man ikke selv kan skrive, er der tradition for, at ens nærmeste beskriver detaljer om ens liv.
Alle levnedsløb ligger i Brødremenighedens arkiv.

Glad pietisme og liturgisk liv

I løbet af 1700-tallet blev pietismen udviklet, og Brødremenigheden udviklede sig sideløbende med lignende religiøse grupperinger. Menigheden var en del af den pietistiske tradition, og ofte er Brødremenighedens måde at leve og tænke på blevet kaldt for “den glade pietisme”. En filosofisk og samfundsmæssig strømning, der har været aldeles afgørende for den vestlige kultur, er oplysningen. Denne filosofi gjorde op med autoritetstro og bundethed til traditioner. Det udviklede sig til et opgør med kirken med en ubetinget tiltro til den menneskelige fornuft. Oplysningen, som var samtidig med Brødremenighedens opståen, var stik modsat Brødremenighedens opfattelse. Man mente ikke fornuften kunne bruges som pejlemærke i forhold til kristendommen, da det kom an på at tro på den korsfæstede frelser, da man ikke kunne rationalisere sig frem til frelsen. Det er dog interessant, at menigheden samtidig bygger byerne – eller kolonierne som de blev kaldt – hvoraf Christiansfeld jo er én.

Der er så meget fornuft i byens plan, i husene, i byens liv, i skolerne, i håndværk og virksomheder og borgernes indbyrdes samvær i dagliglivet og kirkens højtider. For eksempel peger kirkens arkitektur, byens plan og indretning, kirkegårdens indretning i sin udformning hen på den kristne overbevisning. Byen er så at sige en kristen idealby. Det gøres med enkle midler, man kan næsten sige fornuft. Et eksempel er kirkepladsens centrale placering, der med det samme viser at byens centrum er kirken, eller rettere salshuset, som det bliver kaldt. Det betyder at troen og fornuften, eller om man vil, pietisme og oplysning danner par i Brødremenighedsbyen Christiansfeld. I virkeligheden er det måske der, en vigtig del af koloniens styrke ligger, mennesker lever med det høje, det uudsigelige, troen i nogle fornuftige, nøgterne omgivelser. Det er i sammenhængen mellem ånd og materie at skønheden og værdien findes.

Liturgisk liv og æstetik

Begrebet “Liturgisk liv” indeholder den forståelse, at livet er en gudstjeneste, samtidig med, at gudstjenesten er en naturlig del af livet. Grundlæggende er det en tanke, som går igen i mange kristne kirker. Det at være kristen har en indflydelse på menneskelivet. Det liturgiske liv er en integreret del af det at leve i en Brødremenighedsby. Som medlem identificerer man sig med menigheden og byen med tanken om, at hverdagen er en gudstjeneste. Der er ikke en klar skelnen mellem det åndelige og det verdslige. Det er således en erkendelse af værdier på livet på jorden, i menneskelivet, ikke en skarp skelnen mellem det åndelige som det rene og ophøjede og det fysiske som noget mindreværdigt. Nej, livet er skabt af Gud, og som en kristen er man overbevist om, at dette liv leves for Kristus. Ideelt set er hele livet liturgisk. Samtidig vil man, hvis man lytter til hvad tidligere generationers menighedsmedlemmer har nedfældet i deres levnedsløb, kunne forvisse sig om at livet i det hinsides, eller som det siges, “i den menighed, der er hos ham derhjemme”. Dette evige liv er målet for ethvert menneske.

Modsat er også søndagens gudstjeneste en del af hverdagen. Man kan sige, at tærsklen mellem hverdag og gudstjeneste ideelt set ikke er til at falde over. Det kan da også konstateres, at gulvet i kirken er i gadeniveau. Hele kirkens indretning peger i retning af, at en gudstjeneste er en del af dagliglivet. Tilgængeligheden er ligetil. Liturgibordet står midt i lokalet, og er kun minimalt hævet over gulvet af praktiske årsager. Der signaliseres fællesskab og imødekommenhed.

Umiddelbart vil mange nok være enige om, at Christiansfeld har en række æstetiske kvaliteter. Hele situationen med den centrale kirkeplads hvor salshuset tiltrækker opmærksomheden, som er det hus hvori gudstjenesten og det åndelige liv mest intenst leves. Dét at man derfra bevæger sig ud i forretnings- og boligområderne, indtil man til sidst kan ende på Gudsageren; denne helhed kan opleves at have æstetiske værdier. Det som mange sætter pris på ved et ophold i byen. Med enkle virkemidler formåede byens arkitekter og håndværkere at skabe en helhed, der kombinerer funktionalitet med skønhed.

Hvad er kærlighedsmåltidet?

Et liturgisk måltid, der fejres i forbindelse med en kirkefest. Der serveres en speciel te og bolle, mens menigheden synger og lytter. Det afholdes to gange om året i Christiansfeld: ved Stiftelsesfesten og ved Ældstefesten, som fejres søndagen tættest på d. 13. november.

Kærlighedsmåltidet blev fejret første gang d. 13. august 1727 efter nadvergudstjenesten i Berthelsdorf kirke, hvor den fornyede Brødremenighed blev stiftet gennem Helligåndens indgriben.

(Kilde: Talen i salen (2019), Jørgen Bøytler)

 

Kærlighedsmåltidet – historie og bagrund: 

Et af Brødremenighedens kendetegn er kærlighedsmåltidet. Den første fejring af et kærlighedsmåltid i brødremenigheden fandt sted den 13. august 1727, der er den fornyede Brødremenigheds officielle stiftelsesdag. I henhold til kirkens tradition blev den fornyede Brødrekirke stiftet under en nadvergudstjeneste i Bertelsdorf kirke, da Helligånden bevægede menigheden, og menighedens medlemmer tilgav hinanden. Senere samme dag forsamledes menigheden i Zinzendorfs slot til noget, der vel nok var en sanggudstjeneste. Som tiden gik, meldte sulten sig, og som Spangenberg skrev: ”På det tidspunkt bragte vor kære greve noget fra sit køkken ved spisetid, og de nød det sammen i kærlighed.”

Uden tvivl har menigheden følt en stærk inspiration ved at gøre en erfaring, der kan sammenlignes med urkikens agapemåltider, der berettes om i Apostlenes Gerninger.

Kærlighedsmåltidet er ikke et sakramente og derfor ikke en anden form for nadver, men et liturgisk måltid. Det har således mulighed for at samle alle kristne.

Hos flere kirkesamfund, herunder det katolske, ”er bordene indhegnede”, hvilket betyder, at de ikke har et åbnet nadverbord, men kun giver nadveren til egne medlemmer. Håbet er, at kærlighedsmåltidet vil kunne samle kristne af mange traditioner, da det netop ikke er et sakramente. For, som den store tyske teolog Schleiermacher skrev om kærlighedsmåltidet: ”Det er ikke i hele kristenheden nu om dage en form for offentlig gudstjeneste, der mere værdigt udtrykker eller mere gennemgribende vækker den sande kristne fromheds ånd.

 

Kærlighedsmåltidet kan enten fejres som en forsamling før nadvergudstjenesten, med understregning af fællesskabstanken i nadveren, eller det kan, som det sker i Christiansfeld, fejres i forbindelse med en kirkefest. Tidligere holdt man også kærlighedsmåltider separat i korene.

Der er inden bestemt liturgi for et kærlighedsmåltid, men som regel synges en række enkeltvers, der er korsang, der bringes hilsner eller beretninger, alt imens man spiser specialbagte boller og drikker te, i Christiansfeld af musselmalede porcelænskopper. Andre steder i verden spiser og drikker man af andre ting.

Serveringen ved kærlighedsmåltidet i Christiansfeld er traditionsbundet. Først bliver bollerne delt ud. Tjenende søstre og brødre bærer to og to store kurve mellem rækkerne og giver en bolle til hver af måltidets deltagere, imens menigheden synger. Dernæst gøres teen klar. Søstrene varmer teen i kobberkedler over kulbækkener og hælder den op i de fine porcelænskopper. De er iklædt sorte kjoler, hvide kniplede forklæder og hvide hauber, dvs. kyser, der er bundet fast med et silkebånd i den pågældende korfarve. Afhængig af ægteskabelig status bærer søstrene enten et rosarødt (de ugifte), et lyseblåt (de gifte) eller et hvid korbånd (enkerne).

Teksten er uddrag af bogen “Gribe og Begribe – Liv og traditioner i Brødremenigheden” (2015) af Jørgen Bøytler, præst i Brødremenigheden i Christiansfeld. 

Historien om Brødremenigheden

Se filmene om Brødremenigheden produceret af Sydproduktion.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev