Der er et yndigt land
Tekst: Adam Oehlenschläger (1819)
Melodi: H. E. Krøyer (1835)
1. Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
//: nær salten østerstrand; ://
det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
//: og det er Frejas sal. ://
2. Dér sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
//: udhvilede fra strid; ://
så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
//: bag højens bautasten. ://
3. Det land endnu er skønt;
thi blå sig søen bælter,
//: og løvet står så grønt, ://
og ædle kvinder, skønne mø’r
og mænd og raske svende
//: bebo de danskes øer. ://
4. Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger, ://
//: som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
//: sin top i bølgen blå. ://
En lærke letted, og tusind fulgte
Tekst: Mads Nielsen (1945)
Melodi: Mathias Christensen (1945)
1. En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.
2. Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit.
3. Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned’,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.
4. Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit.
Velsign det, Herre, fra sund til klit.
Altid frejdig, når du går
Tekst: Christian Richardt (1867)
Melodi: C.E.F. Weyse (1838)
1. Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!
2. Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse!
3. Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.