Om Christiansfeld
Her kan du læse om Christiansfelds forhold til Kongehuset gennem tiden. Her kan du blive klogere på Genforeningen 1920, honningkage hofleverandører og besøg fra de kongelige.
Relationen mellem Christiansfeld og kongehuset rækker langt tilbage.
Efter Kong Christian VII overtog tronen i 1766 drog kongen og hans livlæge J. F. Struensee, på en rejse til bl.a. Holland. Her blev kongen og især Struensee imponeret af Brødremenighedsbyen Zeist, hvor Brødremenighedens dygtige håndværkere og handelsmænd havde opbygget en smuk og velfungerende by.
D. 10. december 1771 underskrev Kongen en tilladelse til, at Brødremenigheden kunne anlægge en menighedsby. Brødremenighedens kaldte byen vor “Christiansfeld” som tak for Kongens godhed.
Nicolaus Ludwig von Zinzendorf
Nicolaus Ludwig von Zinzendorf (1700 – 1760) var Rigsgreve af højadelig herkomst i Sachsen og i familie med det danske kongehus. Han var meget optaget af religion og i særdeleshed trosfrihed. Dette var en af grundene til, at han i 1722 gav en gruppe flygtninge fra fællesskaber “Unitas Fratum” – De forenede brødre – asyl og lod dem bosætte sig på markerne til sit gods. Sammen med Zinzendorf byggede de den første menighedsby i verden, Herrnhut.
I 1728 besøgte den danske Kronprins Christian og Kronprinsesse Sofie Magdalene Herrnhut for selv at se den specielle by, og de blev så begejstrede, at de inviterede Nicolaus Ludwig von Zinzendorf Grev Zinzendorf til Christian VI’s kroning i København i 1731.
Selvom Grev Zinzendorf blev en populær herre i København, faldt han i unåde hos det danske kongehus. Derfor blev Grev Zinzendorf og Brødremenigheden lagt på is i resten af Christian VI’s regeringstid.
Grev Zinzendorf havde en livslang drøm om at få grundlagt en dansk brødrekoloni, men 13 år inden hans drøm blev til virkelighed, døde han i 1760, 59 år gammel.
Carl August Struensee
I april 1771 kaldte Johann Friedrich Struensee sin storebror til København. Her blev Carl August Struensee udnævnt til Justitsråd og ansat i Københavns nye Finanskollegium, som han forvaltede med stor succes.
På Carl August Struensees initiativ blev den herrnhutiske Brødremenighed etableret. På vegne af Kongen inviterede han herrnhuterne til Danmark, fordi de var dygtige og flittige håndværkere, industri- og handelsfolk.
Året efter under paladskuppet natten mellem den 16. og 17. januar 1772 blev Carl August arresteret sammen med sin bror og bragt til Kastellet, hvor han sad lænket helt indtil maj 1772. Modsat sin bror klarede Carl August frisag, men blev afskediget fra sit job som Justitsråd og vendte tilbage til Tyskland.
Honningkager til kongehuset
I 1783 begyndte honningkagetraditionen i Christiansfeld, hvor halvdelen af apotekerbygningen var et bageri. Siden har honningkagerne været så populære, at kun en honningtørke har kunnet standse produktionen kortvarigt.
Gennem tiden har opskriften og bagerierne skiftet form og hænder mange gange. I 1969 fik Brødremenighedens Bageriet nye ejere, Aage og Aase Schmidt. De fornyede udvalget af honningkager, og begyndte at sælge i hele landet. De fik endda uofficiel status af Kongelig Hofleverandør.
Ofte har en kongelig bil holdt udenfor, når der skulle honningkage til kaffen. Til de kongelige bryllupper er der bestilt honningkager i Christiansfeld. Det fortælles også, at Dronning Ingrid, når hun samlede sine børnebørn på Gråsten Slot, selv tog til Christiansfeld og købte honningkager.
Det har tidligere været en tradition, at præsten havde et honninghjerte med, når et ungt par skulle forloves.
Under ceremonien brækkede han det i to halvdele – én til hver som symbol på en hjertelig forening.
Efter Christiansfeld blev en del af Kolding Kommune i 2007, valgte Borgmesteren at indføre, at der serveres honningkager ved officielle besøg.
Genforeningen 1920
Efter tabet af 1864-krigen blev Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg afstået til en preussisk-østrigsk fællesregering. Det fik stor indflydelse på især Nordslesvig (Sønderjylland), hvor en stor del af befolkningen var dansksindede. De følgende år kæmpede den dansksindede befolkning for, at bevare sit nationale sindelag og danske kultur.
I Brødremenigheden var menigheden splittet i forhold til sindelag. Menigheden var bygget af tyskere, men bestod nu også af mange dansksindede. På trods af uenigheder, formåede menigheden at holde fast i det stærke fællesskab på tværs af nationalt sindelag.
Da Første Verdenskrig brød ud den 1. august 1914 blev unge, sønderjyske mænd blev indkaldt. Kun ganske få valgte at flygte over grænsen, som lå lige nord for Christiansfeld, da man i stedet håbede på, at man ved at gøre sin pligt, kunne kræve sin ret, nemlig retten til at være dansk.
Christiansfeld led under krigens rædsler. I 1917 måtte Brødremenighedens ene kirkeklokke afstås til krigsindustrien for at blive lavet om til kanoner. Heldigvis nåede klokken ikke at blive omsmeltet, men vendte tilbage til kirken i 1919.
Ved krigens afslutning måtte Tyskland afstå dele af Nordslesvig til Danmark. Der blev holdt afstemninger i to zoner. Zone 1, der dækkede den nordligste del af Slesvig, hvor sindelaget hovedsageligt var dansk og zone 2, hvor sindelaget i højere grad var tysk.
Den 10. februar 1920 fik befolkningen i zone 1 mulighed for at stemme, om området skulle være dansk eller tysk. Der var et klart dansk flertal. I Christiansfeld stemte 67 % dansk, mens 93% af befolkningen i Tyrstrup, oplandet omkring Christiansfeld, stemte dansk.
Den 10. juli kunne Christian X ride over den gamle grænse lidt nord for Christiansfeld. På vejen tog kongen en lille pige op på sin hvide hest, hvilket sidenhen er blevet et ikonisk billede for Genforeningen.
