Smykkekonkurrence 2023 – Bliv den første låner

Kunne du tænke dig en unik oplevelse som bærer af ny dansk smykkekunst?

Vi søger de tre første lånere til vindersmykkerne fra Statens Kunstfonds smykkekonkurrence. De færdige smykker skal præsenteres og optages i smykkesamlingen ved en reception den 30. november 2023 kl. 16.00- 18.00 i Søstrehuset i Christiansfeld, hvor en stor del af samlingen er udstillet.

I tråd med samlingens udlånsordning, der sikrer at smykkerne kommer ud og leve ved at blive båret, vil smykkerne til præsentationen komme direkte fra æskerne og på de første lånere. Museum Kolding har derfor besluttet at gøre det muligt for alle, der har lyst, at melde sig til at bære et af smykkerne ved receptionen. Som låner skal du vise smykkerne frem, lade dig fotografere og fortælle de andre gæster, hvorfor du har valgt at bære lige netop det smykket.

Du har måske en passion for smykkekunst og design, en personlig historie der knytter sig til smykkernes budskaber, et budskab du brænder for at formidle eller noget helt fjerde.

Vi søger tre personer uanset køn, udseende, baggrund og alder – så længe de er fyldt 18 år. Som låner skal du være indforstået med at være i centrum i kraft af det smykke, du bærer, og at du bliver fotograferet og billederne bliver brugt på bl.a. sociale medier.

Alt du skal gøre for at deltage er at sende en mail til Museum Kolding på minhe@museumkolding.dk, hvor du fortæller, hvorfor du gerne vil bære det valgte smykke. Vi udvælger herefter de tre lånere ud fra ansøgningerne.

Deadline for at deltage i lånerkonkurrencen er 12. november. Vinderne får besked i uge 46.


VINDERSMYKKERNE

Flow Necklace (ufærdigt smykke). Foto: Museum Kolding

Flow Necklace v. Anna Friberg

Halskæde i horn og guld. Elegant og ubesværet smuk halskæde, der gennem sin innovative teknik og materialebrug sætter fokus på bæredygtighed.

At rejse er at overleve (ufærdigt smykke). Foto: Henrik Vering

At rejse er at overleve v. Felix Bresler

Broche i guld. En redningskrans, der giver bæreren mulighed for at starte samtaler om klimakrise og (klima-) flygtninge, migration, håb og redning – og fremtiden.

Grundlovsperlerne. Foto: Henrik Vering

Grundlovsperlerne v. Tinne Delfs og Mette Olsen

Halssmykke med 115 perler lavet af Grundloven. Et smykke, der åbner demokratiske samtaler og stiller kritiske spørgsmål.

Læs mere om vindersmykkerne og den oprindelige smykkekonkurrence herunder.


STATENS KUNSTFONDS SMYKKEKONKURRENCE

Som noget nyt besluttede Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design i 2023 at udskrive en konkurrence for at finde nye smykker til Kunstfondens smykkesamling, der til dagligt administreres af Museum Kolding. Normalt udvælger og indkøber Legatudvalget allerede eksisterende smykker til samlingen. Man ønskede med konkurrencen at give alle kunstneriske talenter mulighed for at gøre opmærksom på sig selv og deres kunnen.

Bedømmelsen af smykkerne blev foretaget af en tværfaglig jury bestående af fire repræsentanter fra Statens Kunstfonds to udvalg Kunsthåndværk og Design samt tre eksterne.

Anne Damgaard, juryens forperson, beklædnings­designer og udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design

Anni Nørskov Mørch, kurator og skribent og udvalgs­leder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design

Jannic Soriano, guldsmed

Love Jönsson, museumschef ved Rian designmuse­um og initiativtager til Smyckoteket

Nicolai Appel, guldsmed og udvalgsmedlem af Sta­tens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthånd­værk og Design

Sandra Yi Sencindiver, kunstnerisk leder for dansk­dansk og skuespiller

Øivind Slaatto, designer og udvalgsmedlem af Sta­tens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design

Der var stor interesse for at deltage i konkurrencen med mange kvalificerede bud fra mange kunstneriske fagligheder. Af de over 200 indsendte skitser udvalgte juryen seks finalister, der var karakteriseret ved høj kunstnerisk kvalitet kombineret med smykkernes potentiale som samtalestartere. Den enige jury udpegede den 29. september de tre vindere.

Flow Necklace v. Anna Friberg

At rejse er at overleve v. Felix Bresler

Grundlovsperlerne v. Tinne Delfs og Mette Olsen

Juryen udtaler om de tre vindere:

” … deres skitseidéer har udvist størst forståelse og sensitivitet for konkurrencens formål og kriterier. De færdige smykker vil appellere til flere brugergrupper, blandt andet på tværs af alder, køn og baggrund. Der er tale om tre meget forskellige vindere – fra den klassiske guldsmede­faglighed og dybe håndværksmæssige mestring, over det unge kompromisløse talent til bestræbelsen på at forene ånden og håndens arbejde ved at synliggøre immaterielle fælles værdier. De vindende smykker behandler samtidige og aktuelle forhold som frihed, bæredygtighed og refleksion over identitet såvel som materialebrug og håndværk. Vinderne skuer fremad med en stærk historisk bevidsthed, uden at blive hverken historiserende eller begrænset til at virke relevante alene i dag. Ingen af vinderne er endnu repræsenteret i Kunstfondens smykkesamling.”

Flow Necklace v. Anna Friberg
Uddrag fra juryens begrundelse:

Skitseidéen er en 50 cm lang halskæde i horn og 14 karat guldtråd sammensat af 17 ovale elementer af udsavet horn og tråd.

Anna Friberg har udviklet en teknik, hvor hun gen­nem en opvarmning af hornpladerne gør det muligt at indkapsle og fastholde tråden uden brug af lim. Hornelementerne får tillige et elegant buk, som giver halssmykket en lethed og gør det mere fleksibelt og bærevenligt på kroppen.

Bag halskædens enkelhed ligger et imponerende tek­nisk overskud og en optagethed af og kærlighed til materialet. Fordybelsen i materialet og dets mulighe­der er ikke til at tage fejl af. Anna Friberg har selv ud­viklet den innovative teknik. Materialerne holder hin­anden i hånden, men kan også skilles ad, og svarer på et af vores samfunds helt store udfordringer: For at kunne genanvende skal vi kunne skille materialer ad, hvilket kæden eksemplificerer.

Anna Fribergs halskæde fungerer i alle led og er ubesværet smuk. Dermed bærer den vidne om, at en ukrukket optagethed af materialekvaliteter og relevante funktioner kan vise vejen. Der er tale om både bæredygtigt design, stærkt håndværk og en logisk sammenhæng mellem form og funktion. Her er en ung designer, som viser vejen, der udefra set ser legende let ud, smuk og bærbar.

Med hornet er der anvendt et gammelt materi­ale med et samtidigt udtryk. Æstetisk udtrykker halssmykket i sin enkelhed en stærk modernistisk reference til en designarv fra Agnete Dinesen og Monies, både hvad angår materiale og udtryk – form følger funktion. Et nyt værk i smykkesamlingen, ved siden af netop Dinesen og Monies, som juryen har en forventning om vil blive brugt af mange forskellige lånere på tværs af alder.

At rejse er at overleve v Felix Bresler
Juryens begrundelse:

Skitseidéen viser en dobbeltnålet broche i 18 karat gult guld, der illustrerer en redningskrans med ventil i 18 karat hvidguld, 5,5 cm. i diameter. Brochenålen er som et tovværk, monteret i en charnier, og kon­struktionen, der låser nålespidsen, er udformet som klysset på et skib, der styrer, sikrer og guider fortøj­ningen til kaj eller anker.

Valget af brochens størrelse er et venligt konven­tionelt format. Var den mindre, kunne den mime eksempelvis FN’s verdensmålenes lille pin og ville træde i baggrunden som et subtilt signal om et givet standpunkt. Var smykket større, ville den mime avant­gardens eksperimenterende smykker og træde i for­grunden som et vokalt udråbstegn. Den valgte størrel­se ligger trygt midt i mellem, hvorved den harmoniske runde broche i velkendte ædle metaller ubemærket kan flyde ind i en samtale og tilbyde sig som rednings­krans – et symbol på håb eller et råb om hjælp?

For samtalen vil afhænge af bærerens intention. Felix Bresler tilbyder bæreren en rolle at spille. Ved en omskrivning af det kendte bonmot – ”at rejse er at leve” til ”at rejse er at overleve” – har bæreren mu­lighed for starte en samtale om klimakrise og (klima) flygtninge, migration, håb og redning – og fremtiden. Når den skarpe nål er så tæt på redningskransen, som holder os flydende, ser vi, hvor let opdriften kan punktere. Smykket illustrerer på denne måde en næsten ubærlig sårbarhed, men en sårbarhed, der kalder på akut handling nu.

Brochen er snublende nær at kunne afkodes som blot endnu en nydelig accessory, men er ladet med vigtige, presserende spørgsmål og en usikkerhed i mødet med smykket, som kan listes ind i nye sam­menhænge – hvis man vil og tør.

Her er et smykke, hvis udtryk og materiale vil tale til mange fremtidige brugere, uanset alder og køn. Det vil blive aflæst forskelligt, alt efter hvem der bærer det, i hvilken sammenhæng det bliver båret og hvem der betragter bæreren.

Grundlovsperlerne v. Tinne Delfs og Mette Olsen
Juryens begrundelse:

Skitseidéen er et halssmykke bestående af 115 perler monteret på hvid uldfilt med beige tråd som vælder ud over perlerne som lette svanedun og en lås lavet af lyst ben. Halssmykket er 145 cm langt og kan snos om halsen en eller flere gange afhængigt af bærerens præference. Filten gør, at smykket står op med en kravekarakter, frem for at perlerne lægger sig ind til kroppen.

Perlerne er formet af pulp lavet af et eksemplar af Grundloven, som er findelt, kogt, blendet og hånd­rullet til perleformede kugler. Perlerne er derefter udboret, bestrøget og lakeret, så de får en blød og mat glød, der mimer ferskvandsperler. Halskæden leveres i en hvid lærredsæske med folietryk og præg af løver og hjerter – elementer fra Danmarks eksiste­rende design af rigsvåbnet, der trækker tråde tilbage til 1915-grundloven, hvor Danmark fik sit egentlige demokrati.

Danmarks Riges Grundlov. Den grundlæggende lov, som de færreste har læst, men som ikke desto mindre er vores juridiske værn for demokratiet og individets rettigheder og pligter over for staten, uanset køn, al­der, etnicitet og religion – i hvert fald sådan som den anvendes i praksis i dag. For som perler er Grund­loven bygget op over tid af forskellige ændringer og revideringer.

Omsat til en halskæde kan Grundloven bæres med lige ret af alle. Også dem, som normalt ikke føler sig inkluderet i det nationale fællesskab. Med Grund­lovsperlerne viser Tinne Delfs og Mette Olsen, hvordan smykker som samtidskunst er et velegnet medium til at åbne demokratiske samtaler og stille kritiske spørgsmål. Smykkernes konvention kalder på ædle metaller, der holder deres værdi uanset form. Men Grundloven som materiale er bare papir, og i dette værk er lovens bogstav udblødt og ulæselig­gjort af vand. Om lovens ånd er bevaret eller har fået ny værdi, får bærerne selv mulighed for at definere og diskutere.

Juryen håber, at Grundlovsperlerne bliver gjort til materiale i mangfoldige samtaler. Den kan bæres af alle, der vil bære et symbol på Danmark. Men hvad der ligger i denne tolkning, er op til bæreren og dennes egen fortælling. Juryen håber, at smyk­ket kan være med til at invitere nye lånergrupper indenfor. Lånere, som muligvis føler sig lige så lidt hjemme i smykkesamlingen, som de til tider gør det i samfundet.

Sted

Christiansfeld

Søstrehuset
Nørregade 14
6070 Christiansfeld

ENTRÉ

Dato og tidspunkt

Deadline 12. november 2023

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev