Jazz på Skamling – Rasmus Dissing & Flamenco

Rasmus Dissing – søn af Povl Dissing – bærer en stor arv af den danske sang og finder her sine egne horisonter og sit eget personlige præg til nyfortolkningen og respekten for flotte danske sange. Koncerten er et spændende musikalsk møde mellem sanger Rasmus Dissing, flamencodanser Kirstine Hastrup og guitarist Nikolaj Rosengreen. Det tværkunstneriske møde mellem spansk kultur og danske kunstnere, er et eksempel på, hvordan det kulturelle møde kan fremelske det bedste i vores egen kultur.

Rasmus Dissing har gjort sig bemærket som sanger og musiker i bla. Dissing og Las, som fortolker af Jakob Martin Strids børnedigte på udgivelsen `Mormors Gebis´ og selvfølgelig som arvtager af sin fars og Benny Andersens musikalske arv, med kvartetten `Bennys sange´.

Kirstine Hastrup er flamenco danser, har boet en stor del af sit liv i Spanien, og er her blevet oplært af Spaniens bedste dansere. I 2017 startede hun en børne-flamenco-festival i sydspanien og blev i marts 2020 officielt udnævnt til “Flamencoambassadør” i den sydspanske by Jerez de la Frontera – flamencoens hjemby.

Nikolaj Rosengreen er guitarist og komponist, opvokset i vestjylland og har optrådt og komponeret musik til TV, teater, dans og film. Han har rejst og arbejdet med kunstnere i Afrika, Mellemøsten, Spanien og Norden og har udgivet musik som produkt af disse kulturelle møder. Han er desuden Reumert vindende komponist med ungdomsteaterstykket “4ever”.

Koncerten bliver et stemningsfuldt møde mellem nord og syd – en rejse gennem musikken, hvor man møder den danske sangskat af højskole sange, Benny Andersen, Sebastian, Carl Nielsen m.fl. i nye festlige farver.

Line up:
Rasmus Dissing – sang
Kirstine Hastrup – sang og dans
Nikolaj Rosengreen – guitar

KØB BILLET

Koncerten er en del af en koncertrække på 10 koncerter i 2024 på Besøgscentret Skamlingsbanken, hvor fordybelse og eftertænksomhed er det gennemgående tema. Du kan opleve vedkommende koncerter, hvor musikerne er i øjenhøjde, og hvor man kan lade tankerne flyve med udsigt over Lillebælt og Skamlingsbankens smukke natur som bagtæppe.

Koncerterne kurateres af Jazz i Trekanten i samarbejde med Museum Kolding.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev