Bogreception i Christiansfeld: En By på Kongens Mark

Brødremenigheden og Museum Kolding afholder bogreception i Søstrehuset i Christiansfeld 10. august kl. 17-18.

Bogen ’En by på kongens mark’ udkommer 10. august, og Museum Kolding og Brødremenigheden inviterer til bogreception. Til receptionen kan man møde nogle af forfatterne bag bogen, som belyser nye sider af grundlæggelsen af Christiansfeld.

Særlig fint er det, at vi kan afholde bogreceptionen i netop den by, som hele bogen handler om: Christiansfeld.

Bogen er blevet til i anledning af brødremenighedsbyen Christiansfelds 250-års jubilæum. I bogen fortæller danske og udenlandske forskere om forudsætningerne for grundlæggelsen i 1773 og etableringen af den by, som stod færdig omkring 1800.

Bogreceptionen starter kl. 17 med velkomsttale v. museumsdirektør Rune Lundberg og Præst i Brødremenigheden Jørgen Boytler.

Herefter vil nogle af bogens forfattere i en række korte oplæg give en forsmag på nogle af de resultater og nye indsigter som præsenteres i bogen.

Efter talerne er der mulighed for at nyde lidt godt til ganen, samtidig med at man kan få en uformel snak med nogle af forfatterne, der står bag den nye forskning, som man kan læse om i bogen.

Bogen ‘En by på kongens mark’ vil være tilgængelig for salg til en pris på 299,95 kr. Og som en særlig gestus vil de tilstedeværende forfattere med glæde signere eksemplarer.

TAK TIL:

Bogen er blevet realiseret med støtte fra

Augustinus Fonden

G.E.C. Gads Fond

Toyota-fonden

Arrangører: Brødremenigheden og Museum Kolding i Christiansfeld

BOGENS BAGSIDE:
Christiansfeld blev anlagt som menighedskoloni af den europæiske Brødremenighed, og bogens forfattere viser, at byens fremkomst netop skal forstås på baggrund af, at menigheden var en international menighed. På den ene side trak Christiansfeld på ressourcer fra de øvrige brødremenighedsbyer, på den anden side bidrog byen til Brødremenighedens globale virksomhed. I årtierne forud for Christiansfelds grundlæggelse havde brødrene søgt at opbygge velvilje hos først Frederik 5. og senere Christian 7., og det arbejde bar frugt med invitationen til at opføre en by på kongens mark.

Sted

Christiansfeld

Søstrehuset
Nørregade 14
6070 Christiansfeld

ENTRÉ

Gratis

Dato og tidspunkt

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev