Arkitektur i Christiansfeld

Byen og husene

Christiansfeld er i dag et stykke unik byplanlægning med lange lige linjer og imponerende arkitektur. 

Herunder kan du læse om byens bygninger og pladser og om de forskellige steders historie og arkitektur. 

Læs om:

Arkitekturen i Christiansfeld
Søstrehuset Brødremenighedens kirke Salshuset
Kirkegård Gudsageren
Kirkepladsen, hvorudfra byen er opmålt og planlagt. Brødrehuset
Enkehuset
Brødremenighedens Hotel
Prætorius Torv
Comeniushaven
Christinero
Genforeningspladsen
Tystrup Kirke – Genforeningskirken
Restaureringen af Christiansfeld

Museum Kolding udbyder forskellige guidede ture i Christiansfeld. Se mere og book din tur her.

Blandt andet tilbydes en gruppetur om Arkitekturen i Christiansfeld

arkitekturen i christiansfeld

Gule mursten og røde tage

Når man først kommer til Christiansfeld lægger man mærke til de store, ensartede gule og enkle murstenshuse med de voluminøse røde tegltage omkring de tæt beplantede og lige gader. Ensartetheden i bygningernes enkle facadeudtryk, farver og proportioner gør, at byen opleves sammenhængende, stærk i sin identitet, rolig og harmonisk.

Brødremenighedens huse i Christiansfeld er opført i blødstrøgne gule Flensborgsten, som er kendetegnende ved, at de er lidt smallere end almindelige mursten. Enkelte bygninger er pudsede og gulkalkede.

 

 

Nøje planlagt som en kristen idealby

Christiansfeld var nøje planlagt som kristen idealby efter en meget enkel og stringent byplan. Byens to vigtigste gader er de parallelle og øst-vest vendte Lindegade og Nørregade, og mellem de to gader er Kirkepladsen anlagt som byens centrum.

Kirkepladsen er udformet som et kors med brønden/fontænen centralt placeret. Herfra er byens gader og grunde afsat og opmålt i hamborgske alen svarende til 57,3 cm. Omkring kirkepladsen er Salshuset og korhusene; Søstrehuset og Enkehuset, præstens og forvalterens boliger placeret.

Bygningerne er placeret stringent omkring de lige gader, pladser og gårde. Besøgende får oftest indtrykket af enkelhed, nøjsomhed, ro og orden. 

Den stringente beplantning i byen på gader og pladser og de lige haver, giver indtrykket af natur og luftighed. I dag er mange af haverne langt mindre, end oprindeligt. Men i Comeniushaven, som er en modelhave anlagt i 2015, ses tydeligt hvordan husenes haver før hen var opdelt. 

Christiansfeld er i dag et stykke unik byplanlægning med lange lige linjer og imponerende arkitektur. Den gamle bydel viser med sin helhed noget af det ypperligste, der findes inden for Brødremenighedens arkitektur.

Datidens form for “klimaskærm”

På en del af husenes vest- og sydvendte gavle og facader er der opsat træbeklædning. Oprindeligt var disse i pommersk fyr, men i dag er det ubehandlet thujatræ. Træbeklædningerne tjente det formål, at beskytte murværket mod vind og vejr og virke som et ekstra isolerende lag på husene.

De fleste facader har ingen udsmykning udover et gennemgående bånd kaldet “cordongesimser”, som adskiller stueetage og førstesal.

Kirken med det sorte tag

Kirken adskiller sig fra de øvrige bygninger ved at have sorte glaserede tagsten.

Man kender ikke arkitekterne på de enkelte huse, men vi ved, at alle bygninger skulle godkendes i Unitetet i Herrnhut, inden de kunne opføres i Christiansfeld.

Der er ikke en klar stilart i Brødremenighedens byggerier. Men af bygningsdetaljerne ses det, at de byggede med tiden – det vil sige en blanding af rokoko, empire og klassicisme. 

Det er især på vinduer, døre, trappegelændere og i de enkelte facadeudsmykninger, at blandingen af stilarter viser sigv

Arkitektoniske detaljer

Facaderytmen på husene er enkel og ensartet med lige store vinduer og lige store murpiller, og med indgangsdørene centralt placeret i bygningerne. 

Til gengæld er indgangspartierne med trapper oftest veldekorerede med mønstrede smedejernsgelændre og profilerede adgangsdøre, oftest symmetriske dobbeltfløjede døre med et lille vindue over.

Flere af husene har stadig firerammede rokokovinduer som de blev udført ved byens grundlæggelse. Disse har fire ruder i de øverste rammer og seks ruder i de nederste rammer.

Ved senere isatte og renoverede vinduer er der tilstræbt klassicistiske vinduer med henholdsvis en eller to ruder i hver ramme. Alle vinduer er udført i træ og med smalle sprosser og kitfal.

Tagene i røde tegl kendetegner sig ved at være voluminøse, særligt på grund af den stejle taghældning på mellem 45 og 50 grader. Tagene har ikke noget tagudhæng men oftest et lille svaj ved tagfoden – en såkaldt opskalkning. En del af tagene har en kvartvalm og tagkviste, men er frihold for tagvinduer.

Søstrehuset

I dag rummer det renoverede Søstrehus Museum Kolding, “Kulturarvens, Kunstens og Videnskabens Hus” med Christiansfeld | Museum Kolding, Brødremenighedens Museum og Arkiv, Christiansfeld Lokalhistoriske Arkiv, Brødremenighedens Danske Mission, Stjernebutikken og Kolding Musikskoles afdeling i Christiansfeld. 

Huset omfatter 4000 m2 og dets indre byder på de særlige lange korridorer med mange smukke døre, rokokotrapper samt empiredetaljer bl.a. lysekronerne i den smukke korsal.

Bag Søstrehuset ses et gårdmiljø med Brødremenighedens værksted samt en del af det oprindelige haveanlæg der stadig er bevaret.

Søstrehusets historie

Søstrehuset, Nørregade 14, blev opført i 1776 og yderligere udvidet flere gange indtil 1881.

Huset var oprindelig et hjem for byens ugifte søstre og det var indrettet med sovesale, stuer, værksteder og en korsal, der er byens næststørste rum.

Når de unge piger var blevet konfirmeret, flyttede de ind i Søstrehuset, hvor de boede indtil de eventuelt blev gift. Huset rummede op til 250 unge og ældre kvinder.

Mange af disse kvinder tjente deres udkomme ved at sy, strikke, og forarbejde tekstiler. Et butiksudsalg lå til højre lige ved indgangen, og her solgtes de færdige produkter. Desuden arbejdede nogle af kvinderne i byens voksende fabrikker, særligt i tobaksindustrien.

Søstrehusets bagbygning blev i årene 1923 til 1941 brugt til margarineproduktion. På grund af mangel på råvarer under 2. Verdenskrig, måtte fabrikken indstille arbejdet i 1941. Efter krigen fortsatte produktionen indtil 1961, hvor fabrikken blev solgt og aktiviteterne flyttet fra bygningen.

Også det religiøse liv fyldte meget i dagligdagen. Søstrene havde et stort mødeprogram: daglige morgen- og aftenandagter, ugentlige kormøder med enten en ”kortale” eller en korliturgi, særlige forsamlinger med andre liturgiske former og en lang række fester. Vigtigst var den årlige korfest, hvorunder koret fornyede sin pagt om hengivelse til frelserens vilje.

Søstrehusets arkitektur

Søstrehusets hovedbygning har en symmetrisk beliggenhed på kirkepladsen og er her den største bygning efter Salshuset, der vidner om stedets fornemme betydning.

Den østlige fløj skal fremhæves for sin usædvanlige smukke tilpasning til hovedbygningen. Sidefløjens “halve” gavl, fremspringer helt naturligt ud ad hovedhusets form, og herfra er cordongesimserne videreført på sidefløjen. Her ses de originale rokokkovinduer, hvoraf især de store vinduer i midten med de fladbuede stik til de lange korridorer indvendigt skal fremhæves. På gavlene er alle vinduer placeret med lige høj brystning på hver etage.

Vestgavlen er bræddebeklædt, der giver et anderledes og gråligt udtryk, men stofligheden, enkelheden og vinduets placering tilpasser sig fint til hovedbygningens facade mod kirkepladsen.

Gårdrummets tre høje bygningssider tårner sig op omkring gårdarealet. Skalaen kan virke lidt voldsom til et hyggeligt opholdsareal, derfor formodes det, at Søstrene har trukket sig ned i haven for at nyde fritiden.

På bagfacaden kan man tydeligt se de forskellige vinduestyper; rokokovinduer og klassicistiske vinduer. Ligeledes kan korsalens beliggenhed tydeligt aflæses.

De små baghuse i gårdrummet er mindre og har et materialevalg og proportioner, der er karakteristisk for Christiansfelds huse.  Baghusene blev brugt som værksteder såsom systuer, væverier og lignende.

 

Guidet tur: Livet i Søstrehuset. 

Museum Kolding udbyder en guidet tur for grupper om Livet i Søstrehuset. 

Kom med på en rundvisning i de ugifte søstres hjem, i det 4000 m2 store korhus, der er det største bygningskompleks i Christiansfeld. Gå med på flere af husets etager og se de lange korridorer, rum og store sale. Og hør om og hvordan de mange søstre levede her sammen i et både religiøst/åndeligt fælleskab, et socialt og et arbejds- og økonomisk fællesskab. I vil se Søstrehuset både ind- og udvendigt samt høre om funktionerne i huset, og om renoveringen af det fredede hus, som fandt sted fra 2012 til 2015. 

Salshuset - Brødre-menighedens kirke

Hjertet i Christiansfeld – både fysisk og åndeligt – er Kirkepladsen. Her ligger Brødremenighedens kirke, som blev indviet den 13. august 1777. Salen, som kirken også kaldes, er Danmarks største kirkerum uden søjler med plads til ca. 1.000 mennesker, og indretningen er præget af Brødremenighedens menneskesyn.

Før Salshusets opførelse var der kirkesal i tagetagen i byens første hus fra 1773, Lindegade 12. Kirkesalen her kunne rumme 100 mennesker, der hurtigt blev for lille og menigheden besluttede derfor at opføre en ny kirke.

Oprindeligt benyttede kvinderne (Søstrene) indgangen mod Nørregade, mens mændene (Brødrene) benyttede indgangen mod Lindegade.

Fakta:

  • Salshuset er Danmarks største kirkerum uden bærende søjler. 
  • I 1917, under 1. verdenskrig, måtte Brødremenigheden aflevere den ene af Salshusets klokker til de tyske myndigheder. Den skulle efter planen omsmeltes til kanonkugler. Heldigvis nåede det ikke at ske, og klokken vendte tilbage i 1919.
  • Både i 1864-krigen og under Treårskrigen fungerede kirken som lazaret for sårede soldater på begge sider.
  • Oprindeligt benyttede Søstrene indgangen mod Nord (Nørregade), mens Brødrene benyttede indgangen mod syd (Lindegade).
  • Indtil begyndelsen af 1900-tallet sad menigheden også opdelt i Kirken – mænd og kvinder hver for sig.
  • Kirken er åben og alle er velkomne til at deltage i de kirkelige handlinger. 

Kirkens indretning

Indvendigt er Salshuset usædvanlig enkelt og nøjsomt indrettet med hvid som den dominerende farve. Salen er det største kirkerum i Danmark uden bærende søjler. Gulvet ligger i samme niveau som terrænet på kirkepladsen for at symbolisere, at kirken er ligestillet med det jordiske liv udenfor. For Brødremenigheden er hele livet en gudstjeneste, både den i kirken men også hverdagslivet, i arbejdet og fællesskabet med andre mennesker. Dette vidner kirkens indretning om, der ikke forsøger at hæve sig over det almindelige jordiske liv.

Det første man lægger mærke til, når man indtræder i kirkerummet er indretningen. Modsat alle andre kirker, er alle de hvide kirkebænke sat på tværs af kirkerummet. På midten af kirkerummets langside står ikke et alter, men et enkelt bord, et liturgisk bord som det kaldes.

Salshuset er meget enkelt og spartansk indrettet. Der er ingen udsmykninger, der forstyrrer stilheden og dermed andagten med forkyndelsen af Guds ord. Dette svarer til Brødremenighedens livslære: “Det jordiske er kun til låns under ansvar for himlen”. Derfor er enhver udsmykning overflødig.

Mange forundres også over, at der er drysset sand på kirkegulvet. Gulvsandet er en gammel tradition, der var en del af den almindelige rengøring. Sandet blev strøet enten før fejning for at holde sammen på snavset eller bagefter til pynt. Når det skulle være til pynt benyttede man så vidt muligt fint, lyst strøsand, gerne fra stranden. Brugen af gulvsand ophørte efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i sidste halvdel af 1800-tallet, men i Christiansfeld holdes traditionen i hævd.

 

Kirkens arkitektur

Salshusets facader strækker sig langs hele den vestlige side af kirkepladsen, og består af et midterparti, der afsluttes med et gavlmotiv i hver sin ende af bygningen. Facaderne er alle opført helt i gule sten og uden sokkel. Det helt specielle ved kirkebygningens facader er, at den har refendfuger på alle fire bygningssider fra terræn til gesims. Refendfuger er kraftigt tilbageliggende fuger i murværket, der opdeler murværket i felter. Refendfugningen giver en oplevelse af en meget let og opadstræbende facade.

På midterpartiet er der fem høje vinduer, der afsluttes med en segmentbue foroven. Deraf kan man aflæse kirkesalens beliggenhed inde i bygningen. Dette tydeliggøres ved, at de to gavle der er salshusets sidefløje har mindre fornemme vinduer med en placering, så man kan her aflæse, at der er flere etager indvendigt.

Kirken har som den eneste Brødremenighedsbygning sort glaserede teglsten. Midterpartiet fikspunkt er tagrytteren med den kendte Christiansfeld stjerne på toppen.

 

gudsageren - kirkegården

Alle er lige – også efter døden.

Gudsageren, er Brødremenighedens kirkegård, grundlagt i 1773 og indviet den 2. april 1774.

Gudsageren er indrettet med alléer af lindetræer og stier. Brødrene begraves mod vest og søstrene mod øst, dermed findes ingen familiegravsteder. Stenene er ens i udtryk, hvilket symboliserer menighedens lighed – også efter døden.

Over indgangsporten står på sydsiden “Det såes i Forkrænkelighed”, der henviser til det jordiske liv, som vi skal miste, og på nordsiden “Det oprejses i Uforkrænkelighed”, der henviser til det evige liv i paradis.

Gudsageren ligger nordøst for Christiansfelds historiske bykerne. Alle gravsteder er ens og ligger på en støbt sokkel, som hælder svagt mod øst. Samtlige gravfæstelser siden 1774 er bibeholdt og nummereret. Nummeret angiver rækkefølgen af dødsfald siden det første i september 1773.

På kirkegården findes desuden én mindesten over faldne i Første Verdenskrig og én over faldne under Slaget ved Kolding den 23. april 1849.

På indgangsportalen til Gudsageren står der: ”DET SAAS I FORKRÆNKELIGHED,” og på den anden side: ”DET OPREJSES I UFORKRÆNKELIGHED.” – Citat fra 1. Korinterbrev, kap. 15, vers 42.

Oplev Gudsageren på egen hånd eller som en del af de guidede byvandringer i Christiansfeld. 

Kirkepladsen - byens centrum

Kirkepladsen er byens hjerte og centrale punkt. Det var herfra brødrene startede opmålingen af Christiansfeld med huse, haver og veje.
Pladsen er omkranset af byens mest betydningsfulde bygninger. Kirken mod vest, Søstrehuset mod nord, præsteboligen og Prætorius’ hus mod syd og den oprindelige brandstation og det første hus mod øst.

Kirkepladsen er anlagt med græs og lindetræer – og i 2015 plantedes tre magnolietræer. Grusbelagte stier danner et enkelt korsmotiv, som samles i midten af brønden. Vandet kan ses som et billede på det levende vand, altså Jesus, som sendes ud til alle de fire verdenshjørner. Vandet havde også det praktiske formål at skaffe vand til byens husholdninger og værksteder. Fra grundlæggelsen af Christiansfeld var man bevidst om renlighedens betydning for at leve et sundt liv og bevare et godt helbred. Men byen undgik ikke fra tid til anden at blive hjemsøgt af epidemiske sygdomme, hvoraf kopper var den mest frygtede. Allerede i 1793 blev der taget initiativ til at lede vand fra en kilde i Kohaven ca. 3 km nordvest fra byen ind til brønden på Kirkepladsen. Vandet løb gennem udhulede træstammer og fordeltes derfra videre til de daværende cisterner. Foruden vandledningen var hver ejendom forsynet med brønde. 

Lidt over 100 år senere i 1899 erstattedes trærørledningerne fra kilden indtil byen med jernrør, og alle ejendomme blev tilsluttet ledningsnettet.

Brødrehuset

Brødrehuset, Lindegade 34, blev opført i 1774 som en markant toetagers bygning med en symmetrisk facade og med en meget enkel udsmykning. Brødrehuset var det første korhus, som blev opført i Christiansfeld. Det blev taget i brug i 1774. I 1877 gik man i gang med opførelsen af det såkaldte Store Brødrehus.

I dag er der private boliger i Brødrehuset og derfor ikke adgang for besøgende, men man er velkommen til at kigge ind i Brødrehuset gård.

Dagligdagen i Brødrehuset

Brødrehuset dannede rammen om ugifte brødres liv fra de blev konfirmeret til de eventuelt blev gift. Brødrehuset var også rammen om mange værksteder og småindustrier, bl.a. garveri, snedkeri og bageri. Det var desuden muligt for tilrejsende såvel som lokale brødre at starte en virksomhed inden for rammerne af menigheden. Forøgedes omsætningen og muliggjordes en udvidelse af forretningen, var det naturligt at rykke forretningen ud af Brødrehuset og få større forhold til produktionen i en selvstændig værkstedsbygning eller fabrik. I dag er der almindelig beboelse i huset.

Brødrehusets arkitektur

Brødrehuset består af to sammenbyggede bygninger: lille og store Brødrehus. Efter en brand i 1986 blev huset genopført. Hele bygningskomplekset omfatter en toetagers tilbygning mod vest, samt mindre bagbygninger i én etage mod syd og øst. Alle bygninger er opført i gule flensborgsten med undtagelse af det lange baghus mod syd, der er opført i røde mursten. Sidebygningen er blevet brugt til snedkerværksted og bageri. Det lange baghus mod syd til værksteder og mod øst den oprindelige staldbygning. Ligesom Søstrehuset har Brødrehuset et gårdrum med fontæne. På grund af de lave bag- og sidehuse mod to af siderne opleves gårdarealet, i tæt tilknytning til bebyggelsens stueetage, meget behagelig at opholde sig i. Gården er belagt med brosten og har i midten beplantning med græsareal og træer. Bagved baghusene mod syd er resterne af den oprindelige have.

Enkehuset

Enkehuset, Nørregade 16, der er opført i 1780, er beliggende ved siden af Søstrehuset med adgang ud mod Nørregade. Her boede enkerne, der blev passet af søstrene fra nabohuset Søstrehuset.

Enkehuset var det sidste og det mindste af korhusene. Huset blev indrettet som Søstrehuset. Det havde sine egne korledere og møder, dog færre end i Søstrehuset. Enkehuset var en slags pensionsbolig med et stærkt socialt netværk og omsorg. Beboerne var selvhjulpne. Men blev de svagelige og syge, fik de hjælp, og havde de brug for ekstra pleje, fik de plads på sygestuen i Søstrehuset. En oversigt fra 1799 viser, at to tredjedele af husets beboere var enker efter missionærer. Det var dog ikke alle beboere, der tilhørte menigheden.
I dag er Enkehuset delt op i selvstændige lejligheder. Huset bebos af ældre menighedsmedlemmer såvel som af udefrakommende lejere.

I dag er der private boliger i Enkehuset ud mod Nørregade. 

Enkehusets vestfløj, hvor Brødremenigheden tidligere havde deres museum, står nu tom, og et projekt om en fremtidig renovering er sat i gang.

Enkehusets arkitektur

Enkehusets hovedbygning er i to etager og senere udvidet med en sidebygning, ligeledes i to etager. Hele bygningskomplekset fremstår som et vinkelhus.
Selvom Enkehuset kun har en sidebygning udgør havearealet et gårdlignende rum på grund af nærheden til Søstrehusets sidefløj. Da terrænet er faldende opleves Enkehuset meget højt fra havesiden, ligesom i Søstrehuset. Enkehusets hovedbygnings høje kælderfacade er udført i røde mursten.
Enkehusets haveareal var prydet med havehuse, nyttehave og prydhave.
Sammenbygningen mellem de to bygningsdele i hjørnet er udført med træbeklædning, ligesom sidebygningens vestfacade.
Enkelheden i Enkehusets facader er meget sammenlignelig med Søstrehuset. Tilsammen giver de to bygninger mod Nørregade et meget ensartet, roligt og harmonisk bybillede.

Brødremenighedens hotel

“Gæstfrihed er en dyd” for Brødremenigheden. Derfor var det vigtigt at have et hus, hvor Brødremenigheden kunne modtage gæster.

Hotellet blev bygget som et af de første huse i 1773 i én etage, og udvidet fire gange senere. Oprindeligt blev hotellet opført som et gæstgiverhus og først i 1854 blev det hotel. Hotellet er centralt placeret tæt på byens butikker på den nordlige side af Lindegade. Oprindelig havde hotellet sin egen gård med fontæne, med en stald til gæsternes heste, der afgrænsede gården mod vest.

Hotellet kan skrive Danmarkshistorie, idet det var på Brødremenighedens Hotel, at Våbenhvilen i 1864 blev underskrevet. Hotellet har gennem tiden huset flere af kongehusets medlemmer, hvilket fremgår af marmorpladen / mindetavlen på hotellets hjørne. Mindetavlen blev opsat i 1933 på vestgavlen og i forbindelse med renoveringen i 1938 blev den flyttet til hjørnet hvor den er nu.

Hotellets arkitektur

Bygningen er ud mod Lindegade opført i gule sten og med stejle røde tegltage. Hovedtrappen med indgangspartiet ud mod Lindegade er et af byens mest pompøse med dekorationer på hoveddør og smedejernsgelænder.

Bygningen er præget af de mange om- og tilbygninger således, at bygningen fremtræder mindre ensartet, harmonisk og enkel end de fleste andre Brødremenighedsbygninger. Dette ses primært på bagsiden ud imod Prætorius Torv. Her ses en uheldig tilbygning til koncertsal fra 1899 i røde sten, flere forskellige tagformer og ar i murværket efter bygningsændringer. Men fordelagtigt har det været, at tidligere køkkenbygning på bagsiden er fjernet, og at nyt køkken nu er etableret i kælderen. En anden gevinst er terrassen mod øst, der er hentet fra Herrnhut.

I 1938 blev hotellet forkortet 1 meter mod vest, da Kongensgade skulle føres igennem, og i dag er der ingen bygning, hvor stalden lå. Det gamle gårdareal er i stedet blevet til en åben plads, “Prætorius Torv”, ud mod Kongensgade.

Du kan besøge det nuværende hotels hjemmeside her.

Du kan læse fortællinger om hotellet her.

Prætorius torv

Prætorius Torv, der er opkaldt efter den første Brødremenighedspræst i Christiansfeld, ligger mellem Brødremenighedens Hotel og Kongensgade.

Pladsen har pigstensbelægning, der er meget karakteristisk for de øvrige belægninger i det centrale Christiansfeld.

Midt på torvet står et træ i et hævet plantebed. Langs Kongensgade er der plantet lindetræer – her er der også udeservering fra Brødremenighedens Hotel.

Prætorius Torv er byens centrale plads, der bruges til torveplads, loppemarked, auktioner, festplads mm. Pladsen danner også ramme om Christiansfeld Vinfestval – Danmarks hyggeligste vinfestival.

Til de mange arrangementer og sommeren over summer pladsen af liv og er trækplaster for arrangementer og gæster fra hele oplandet.

Når der ikke er arrangementer på pladsen anvendes den til parkeringsplads.

Pladsen blev renoveret i 2006.

Comeniushaven – en demonstrationshave

Christiansfeld er også kendt som “de grønne havers by”.

Tidligere hørte der haver til alle huse. Nogle meget store, andre mindre. Haverne var både til hverdagsbrug med en afdeling for urter og grønsager og så lysthaven med alle prydplanterne til at nyde i de mere stille stunder. 

I 2015 blev Comeniushaven anlagt som en offentlig demonstrationshave til ophold og information om de oprindelige haveanlæg. 

Haven er opkaldt efter Johann Comenius, der var nytænkende pædagog, lærer og biskop i den oprindelige Brødrekirke i Tjekkiet i starten af 1600-tallet. Comenius har med sin moderne og progressive, kristne pædagogik været en stor inspirationskilde for Brødremenigheden.

Haveanlægget er inspireret af Christiansfelds oprindelige byplan. Haver var en naturlig del af byplanens struktur. De var tilpasset den enkelte ejendom og udlagt i bredder på 20, 40 og 80 hamburgske alen. Comeniushaven viser, hvordan en have på 40 alen typisk var indrettet.

Fra gamle billeder kan man se, at haverne har været formet som et kors, har været frodige og delt ind med prydhave, nyttehave og frugthave. Midt i korset stod typisk en havepavillon eller lysthus. Traditionen med lysthuse går tilbage til Herrnhut.

Byen fastholdt i mange år sin oprindelige udstrækning. I 1960’erne accelererede parcelhusbyggeriet imidlertid, og mange haver blev udstykket.

Christinero 

Ca. 2 km. sydvest for Christiansfeld findes det et natur- og skovområde med spor efter det romantiske skov- og haveanlæg, der blev anlagt i slutningen af 1700-tallet af Kammerherreinde Christina Friederica von Holstein, som kaldte haven “Mine tanker”.

Gården, Favervrågård, lå lige i nærheden af anlægget, og kammerherreinden kunne derfor let dagligt besøge stedet. Her levede hun og havde gode stunder, og her ligger hun efter eget ønske begravet. Efter Christina Friederica von Holsteins død kom anlægget til at hedde Christinero.

I det 2 hektar store anlæg findes spor efter et par løvhytter bestående af lindetræer, der efterhånden er blevet ca. 25 meter høje. I løvhytterne blev eftermiddagsteen drukket efter middagsluren. Området omfatter også på tre bygninger: kogehuset, pavillonen og kapellet. I kogehuset blev kaffen og teen tilberedt, i pavillonen kunne man søge læ for vejr og vind, og kapellet blev formodentlig brugt til andagter. I anlægget er også to smukke damme med springvand.

Året rundt er det en oplevelse at gæste Christinero, det lille fredede anlæg sydvest for Christiansfeld, som ejes af Brødremenigheden. Det er muligt at besøge Christinero til fods via områdets stier og i bil med parkering ved Gl. Præstegård.

Helt fra begyndelsen blev der i anlægget plantet sjældne og usædvanlige træer. Desværre gik omkring 80% af bevoksningen til under orkanens rasen i 1999. Der er siden blevet plantet flere træer.

Christinero – restaureres 

Museum Kolding tilbyder normalt rundvisninger i Christinero, men området er lukket frem til foråret 2025 på grund af en større restaurering af parken. 

Maleri af Kammerherreinde Christina Friederica von Holstein.

Kammerherreinden Christina Friederica von Holstein

Christina Friederica von Holstein (1741-1812) blev født i amtmandsboligen i Tønder og voksede op på Tønder Slot.

Hun var begavet og fik en grundig uddannelse i tidens dannelsesfag. 23 år gammel blev hun gift med sin fætter Christian Friederich von Holstein (1741-1798). Han var hertug af Glücksburg og blev udnævnt til kammerherre for Chr. VII.

Parret levede nogle år ved hoffet i København, indtil Christian Friederich von Holstein af ukendte årsager blev forstødt af kongen og bortvist fra hovedstaden.

I 1777 købte parret Favervrågård uden for Christiansfeld. Her blev Christina Friederica von Holstein draget af Brødremenighedens ånd og tanker.

Se også udstillingen i Brødremenighedens museum på første sal i Søstrehuset.

Billetter kan købes i Museum Koldings butik i Søstrehuset.

 

I videoen til venstre fortæller Ellen Hansen om Christina Friederica von Holstein og Christinero.
 

Den største bullade i Danmark

Oplev den største bullade i Danmark, der siges at være bygget i 1668. Bulladen er et bindingsværkshus udelukkende bygget i træ uden brug af søm og skruer.

Den fredede bullade (udtales “bul – lade”), der ligger på Gl. Præstegårdsvej, siges at være bygget i 1668. Den er 36 meter lang og er derfor den største bullade i Danmark, der stadig står på sin oprindelige plads.

Den er opført på et fundament af kampesten, og væggene består af falsede stolper, hvorimellem der er lagt ”bulfjæle” (ret korte, men brede planker). Bulfjælene er udstyret med en sudryg foroven og en tilsvarende fordybning forneden, så de kunne sættes tæt sammen. Slutteligt holdes bulladen sammen af tagkonstruktionen. Bulladen er et bindingsværkshus udelukkende bygget i træ uden brug af søm og skruer.

Bulladen ligger ca. 2 km sydvest for Christiansfeld.

Kombinér et besøg ved bulladen med en tur til det smukke haveanlæg ”Christinero”, der ligger 700 meter fra bulladen.

Læs mere om Bulladen på kulturarv.dk – 1001 fortællinger

Til minde om Genforeningen 1920

Genforeningspladsen ligger mellem Gudsageren og Kongensgade. 

Relieffet på stenen viser i et symbolsk sprog hvordan ”Mor Danmark” modtager sin røvede datter, Sønderjylland.
I relieffet personificeres ”Mor Danmark” og ”Sønderjylland” og illustreres via to kvinder, der rækker armene ud efter hinanden og mødes i en engels favntag. Relieffet er udført i en enkel monumental og fortællende stil. Den gribende genforening skildres, så både den menneskelige og personlige dimension ved genforeningen kommer i centrum, samtidig med at den bagvedliggende tro og kærlighed til Gud cementeres.

Genforeningspladsen og mindesmærket er opført til minde om Genforeningen d. 10. juli 1920, hvor Sønderjylland kom tilbage til Danmark efter 56 års prøjsisk herredømme.

Inskription på stenens bagside:

Det er stenens bud:
Her har stormen, her har flammen
samlet dem, der hører sammen.
Lovet være Gud!

På pladsen er plantet tre egetræer:

  • Et i anledning af Kong Chr.X’s 70 års fødselsdag.
  • Et i anledning af Kong Frederik IX’s 70 års fødselsdag
  • Et i anledning af Dronning Margrethe II’s 60 års fødselsdag


På Genforeningspladsen ses også en nyere skulptur af den anerkendte kunstner Eske Kath. Skulpturen blev indviet d. 18. juni 2018. 

Genforeningskirken

Tyrstrup kirke er kendt som “Genforeningskirken”. Her deltog Christian X i en andagt den 10. juli 1920 efter at have redet over den daværende grænse lidt nord for Christiansfeld.

Kirken er bygget i perioden 1862-1863 og afløste den anseelig romanske kirke fra 1200-tallet. Kirken er tegnet af kgl. bygningsinspektør L. A. Winstrup, som skabte flere af egnens landsbykirker.

Selvom kirken er forholdsvis ny i forhold til mange af de danske kirker, har den udvendig og indvendig et eget særpræg, som er værd at fremhæve. Altertavlen er udført af Jes P. Schmidt og alterbilledet fra 1863 er malet af A. Dorph.

I kirken er der også elementer bevaret fra den forrige kirke. Her skal nævnes døbefonten fra 1200-tallet i granit med stiliseret udsmykning. Degnestolen er sammensat af seks stolestadegavle i noget afkortet skikkelse, to fra 1662 og fire fra 1686, der stammer fra præstens og Tyrstrupgårds stole.

Uden for kirken mod syd er opstillet en mindesten til erindring om de af sognets indbyggere, der faldt i Første Verdenskrig.

Ved indgangen til kirken via Haderslevvej, ses den smukke indgangsportal, som består af portaler og kvadre fra den nedrevne kirke. Andre kvaderstene er brugt som sokkel i selve kirkebygningen.

Tyrstup Kirke blev renoveret i 2011/12 og er i dag vejkirke, hvilket betyder, at kirken er åben mellem kl. 10.00 og 16.00. 

Besøg Tyrstrup Kirkes hjemmeside her.

Eller besøg Vejkirkernes hjemmeside her

Restaureringen af Christiansfeld

Christiansfeld har over flere gange gennemgået en omfattende restaurering af den historiske bymidte. 

Trods det solide håndværk har flere af byens huse trængt til gennemgående restaurering. I 2002 påbegyndtes det omfattende restaureringsarbejde af Christiansfelds historiske bygninger og gader. Dengang var det ikke med det formål at få Christiansfeld på UNESCO’s verdensarvsliste. Men det blev det! I 2013 opstod ønsket om, at UNESCO skulle få øjnene op for det unikke ved Christiansfeld – det lykkedes i 2015, hvor Christiansfeld blev udnævnt som UNESCO Verdenskulturarv. Restaureringsarbejdet blev dog stadig ikke færdigt

I 2018 blev det Gudsagerens – Brødremenighedens kirkegård – tur til at blive restaureret og restaurationen blev færdig i slutningen af 2019.

Det omfattende restaureringsarbejde er finansieret af flere omgange af blandt andet Brødremenigheden og forskellige fonde.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev