Hjertet I Christiansfeld – både fysisk og åndeligt – er Kirkepladsen. Her ligger Brødremenighedens kirke, som blev indviet den 13. august 1777. Salen, som kirken også kaldes, er Danmarks største kirkerum uden søjler med plads til ca. 1.000 mennesker, og indretningen er præget af Brødremenighedens menneskesyn.
Før Salshusets opførelse var der kirkesal i tagetagen i byens første hus fra 1773, Lindegade 12. Kirkesalen her kunne rumme 100 mennesker, der hurtigt blev for lille og menigheden besluttede derfor at opføre en ny kirke.
Oprindeligt benyttede kvinderne (Søstrene) indgangen mod Nørregade, mens mændene (Brødrene) benyttede indgangen mod Lindegade.
Kirkens indretning
Indvendigt er Salshuset usædvanlig enkelt og nøjsomt indrettet med hvid som den dominerende farve. Salen er det største kirkerum i Danmark uden bærende søjler. Gulvet ligger i samme niveau som terrænet på kirkepladsen for at symbolisere, at kirken er ligestillet med det jordiske liv udenfor. For Brødremenigheden er hele livet en gudstjeneste, både den i kirken men også hverdagslivet, i arbejdet og fællesskabet med andre mennesker. Dette vidner kirkens indretning om, der ikke forsøger at hæve sig over det almindelige jordiske liv.
Det første man lægger mærke til, når man indtræder i kirkerummet er indretningen. Modsat alle andre kirker, er alle de hvide kirkebænke sat på tværs af kirkerummet. På midten af kirkerummets langside står ikke et alter, men et enkelt bord, et liturgisk bord som det kaldes.
Salshuset er meget enkelt og spartansk indrettet. Der er ingen udsmykninger, der forstyrrer stilheden og dermed andagten med forkyndelsen af Guds ord. Dette svarer til Brødremenighedens livslære: “Det jordiske er kun til låns under ansvar for himlen”. Derfor er enhver udsmykning overflødig.
Mange forundres også over, at der er drysset sand på kirkegulvet. Gulvsandet er en gammel tradition, der var en del af den almindelige rengøring. Sandet blev strøet enten før fejning for at holde sammen på snavset eller bagefter til pynt. Når det skulle være til pynt benyttede man så vidt muligt fint, lyst strøsand, gerne fra stranden. Brugen af gulvsand ophørte efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i sidste halvdel af 1800-tallet, men i Christiansfeld holdes traditionen i hævd.
Kirkens arkitektur
Salshusets facader strækker sig langs hele den vestlige side af kirkepladsen, og består af et midterparti, der afsluttes med et gavlmotiv i hver sin ende af bygningen. Facaderne er alle opført helt i gule sten og uden sokkel. Det helt specielle ved kirkebygningens facader er, at den har refendfuger på alle fire bygningssider fra terræn til gesims. Refendfuger er kraftigt tilbageliggende fuger i murværket, der opdeler murværket i felter. Refendfugningen giver en oplevelse af en meget let og opadstræbende facade.
På midterpartiet er der fem høje vinduer, der afsluttes med en segmentbue foroven. Deraf kan man aflæse kirkesalens beliggenhed inde i bygningen. Dette tydeliggøres ved, at de to gavle der er salshusets sidefløje har mindre fornemme vinduer med en placering, så man kan her aflæse, at der er flere etager indvendigt.
Kirken har som den eneste Brødremenighedsbygning sort glaserede teglsten. Midterpartiet fikspunkt er tagrytteren med den kendte Christiansfeld stjerne på toppen.
Fakta:
- Salshuset er Danmarks største kirkerum uden bærende søjler.
- I 1917, under 1. verdenskrig, måtte Brødremenigheden aflevere den ene af Salshusets klokker til de tyske myndigheder. Den skulle efter planen omsmeltes til kanonkugler. Heldigvis nåede det ikke at ske, og klokken vendte tilbage i 1919.
- Både i 1864-krigen og under Treårskrigen fungerede kirken som lazaret for sårede soldater på begge sider.
- Oprindeligt benyttede Søstrene indgangen mod Nord (Nørregade), mens Brødrene benyttede indgangen mod syd (Lindegade).
- Indtil begyndelsen af 1900-tallet sad menigheden også opdelt i Kirken – mænd og kvinder hver for sig.
- Kirken er åben og alle er velkomne til at deltage i de kirkelige handlinger.
