Den 19. juni 1906 koldingenserne læse denne annonce i de lokale aviser:

”Kolding ny Juveler- og Guldsmedeforretning Jærnbanegade 1b.
Onsdag den 20. Juni aabner undertegnede en velassorteret Guldsmedeforretning.
Stort Lager i Guld-, Sølv-, Plet- og Nikkelvarer. Forgyldning.
Forsølvning og Reparation udføres godt og billigt.
Ved rimelige Priser haaber jeg at vinde det ærede Publikums Velvilje.
Ærbødigst Hansen, Guldsmed”.

Indehaveren af den nye forretning var kun 22 år gammel og måtte låne sin moders navn, Kristiane Marie Hansen, til borgerbrevet. Samme navn indførtes i stempelregistret. Guldsmeden i det lille værksted bag butikken var Hans Hansen, der fødtes i Bogense i 1884. Kun 4 år gammel mistede han sin fader, garver Carl Hansen, men moderen sørgede for hans videre opvækst og uddannelse. 1898 flyttede hun til Fredericia, hvor Hans Hansen, der ville være sølvsmed, kom i lære på C.M. Cohrs Sølvvarefabrik, der var grundlagt 1887. I 1903 udførte han sit svendestykke, et matteret og delvis forgyldt fiskesæt. Han fortsatte hos Cohr endnu tre år, indtil han flyttede til Kolding for at åbne guldsmedeforretning.

Efter tre års virksomhed i Kolding var forretningen så indbringende, at den unge Hans Hansen kunne gifte sig, og i 1909 købte han en ejendom i Kolliinsgade, der indrettedes til bolig og værksted med plads til to svende. Allerede 1910 købte han imidlertid et gammelt hus i Østergade, nr. 3, hvortil nu butik, værksted og bolig flyttedes. Langsomt, men sikkert fandt mekaniseringen sted i værkstedet. En gammel, primitiv faldhammer opstilledes i gården til prægning af de allerede udhamrede sølvemner. Værktøj til prægning fremstillede værkstedet selv efter 1915, idet der dette år ansattes en tysk stålgravør.

Snart blev forholdene i Østergade dog for trange for værkstedet, der efterhånden havde antaget karakter af fabrik. 1917 flyttedes produktionen til Mazantigade 10. Butikken forblev i Østergade, dog udvidedes den i 1929 med nabohuset nr. 5. I Mazantigade 10 udskiftedes faldhammeren med smedjens første presse, der var i brug til bestikproduktionen standsede.

Virksomheden voksede stadig. I juleferien 1923 flyttede fabrikken igen. På slæder førtes værkstedets maskiner fra Mazantigade til en ny fabrik på H.C. Petersens Vej. Nye maskiner kom til; den hidtidige håndpolering afløstes af polérmaskiner. I 1936 flyttede Hans Hansen sin fabrik tilbage til Mazantigade, nu til nr. 2, et gammelt garveri, der ombyggedes til sølvvarefabrik. Med senere ombygninger i 1959 og 1965 fandtes fabrikken i Mazantigade 2, indtil man i 1980 modstræbende flyttede til Platinvej 29 industrikvarter Nord.

Hans Hansen var uddannet bestiksmed og arbejdede med bestik hele sit liv. Da sønnen Karl Gustav Hansen, født 1914, i 1930 skulle i lære, ønskede Hans Hansen ham udlært som korpussmed, hvorfor der i bagbygningen til Østergade 3 indrettedes et korpusværksted. Fra Georg Jensens Sølvsmedie i København hentedes sølvsmed Einar Olsen til Kolding som lærer for Karl Gustav Hansen. Svendestykket fra 1934, en svingtekedel med fyrfad, belønnedes med sølvmedalje.

Efter endt læretid gik Karl Gustav Hansen i 1935-1939 på Kunstakademiets billedhuggerskole som elev af Utzon Frank. Studiet sluttedes med en studierejse til Italien. 1932 havde Hans Hansen åbnet en butik i Niels Hemmingsensgade i København. Efter succes med en arbejdende stand på en international håndværksudstilling i Berlin 1938 besluttede Hans Hansen i 1939 at flytte korpusværkstedet til København og indrette det i det hidtidige udstillingslokale i Niels Hemmingsensgade 12. Karl Gustav Hansen sendtes til København for at lede værkstedet, der blev en stor attraktion.

Fra starten i 1909 adskilte værkstedets produktion sig ikke meget fra andre sølvvarefabrikkers. Den bestod af bestik i gængse mønstre, f.eks. dobbeltriflet. Et af de første Hans Hansen-bestik, der opnåede popularitet var det såkaldte åkande-mønster. 1923 lanceredes bellis-mønstret, der blev en succes fra starten. Ved slutningen af 1. verdenskrig fremstilledes desuden 8 karats guldringe til det tyske marked.

Depressionen fra midten af 1920erne betød mindsket efterspørgsel efter sølvtøj. Hans Hansen søgte at imødegå krisen i virksomheden ved at fremstille pletvarer, stemplet ”Løveplet PP”. Man nåede at udsende to mønstre, ”Viking” og ”Slotsmønstret”, inden det erkendtes, at dette ikke var vejen ud af krisen. Slotsmønstret solgtes til en københavnsk fabrik.

Det stod efterhånden klart for Hans Hansen, at dersom han skulle hævde sig som kunsthåndværker, måtte han i højere grad satse på kvalitet frem for kvantitet. Inspireret af Georg Jensens gedigne og personligt udformede bestik indledte Hans Hansen samarbejde med maleren H.F. Gross, der tegnede det første af en række lang bestik, som under fællesbetegnelsen ”Arvesølv” fik fortløbende numre. Foruden Gross og Hans Hansen selv tegnede arkitekt Robert Schmidt, Kolding, mønstre til serien. Mønster nr. 13 fik ikke nummer, men kaldtes ”Thirslund” efter keramikeren Jens Thirslund, der tegnede det. Arvesølvmønstrene præsenteredes for offentligheden på de årlige købestævner i Fredericia. De blev godt modtaget af publikum. 1929 tildeltes de æresdiplom og guldmedalje på verdensudstillingen i Barcelona, og kort tid efter sendtes de første bestik til USA. De sidste arvesølvmønstre tegnedes af Karl Gustav Hansen efter Hans Hansens død. I alt 22 mønstre udsendtes med fællesnavnet Arvesølv (nr. 12 og Thirslund udsendtes hver i to versioner). Efter 2. verdenskrig fik sølvsmedjens bestik individuelle navne.

Efter 1930 blev korpusarbejder en fast del af smedjens kollektion. Karl Gustav Hansen og Einar Olsen tegnede disse modeller, ligesom Karl Gustav Hansen tegnede smykker.

Hans Hansen døde efter kort tids sygdom i 1940. 1. juli dette år omdannedes virksomheden til et aktieselskab med Kirstine Hans Hansen som bestyrelsesformand og Karl Gustav Hansen som direktør. Da det viste sig vanskeligt at lede virksomheden fra København, flyttede korpusværkstedet sammen med Karl Gustav Hansen tilbage til Mazantigade 2 i Kolding.

Det blev Karl Gustav Hansens opgave at styre firmaet gennem besættelsens svære år. Snart meldte sølvmangelen sig. Sølv måtte skaffes fra indenlandske kilder. Af fixervæske fra sygehusets røntgenafdeling og fra byens fotografer lod ret betydelige mængder sølv sig udvinde. Man opkøbte gammelt forarbejdet sølv. Købere af firmaets produkter måtte levere tilsvarende mængder gammelt sølv ved handelen. Først i februar 1946 åbnedes landets grænser igen for import af sølv.

Krisetiden satte sig naturligvis spor i smedjens produkter. Der måtte opfindes nye arbejder, der krævede mindre sølv, bl.a. vandt små hjerteformede smykker til halskæder, armbånd og ringe stor popularitet. Andre sølvbesparende varer var pudderdåser med sølvkanter og fiskeskindsbeklædning, sølvlåg til keramikkrukker og sølvindlagte trævarer udgjorde snart en væsentlig del af firmaets kollektion.

Der blev dog også taget nye emner op. Under besættelsen så de sidste arvesølvmønstre dagens lys, og 1941-42 tog smedjen også guld op som smykkemateriale.

Eksport til USA var blevet indstillet under krigen, men blev nu genoptaget efter at Karl Gustav Hansen i nogle måneder i vinteren 1945-46 rejste rundt i USA og det gamle dansk Vestindien.

1947 truedes fabrikken i Mazantigade. Planer om et nyt posthus ville medføre ekspropriation af størstedelen af fabriksgrunden; delingen ville ske netop hvor de store pressemaskiner stod. Gennem forhandling lykkedes det denne gang at opnå en ordning, der levnede plads for fabrikkens beståen. Men postvæsenets pladskrav var i længden ikke tilfredsstillet. I 1970erne fremkom atter planer om udvidelse af posthuset, og nu gennemførtes ekspropriationen. 1980 flyttede sølvsmedjen ud af byen, ud til industrikvarteret på Platinvej til nye og tidssvarende produktionslokaler.

Fra 1940 og til 1980erne var Karl Gustav Hansens design kendemærket for Hans Hansen Sølvsmedie. Hans sikre smag og store håndværksmæssige dygtighed har sat sit markante præg på sølvkunsten og skabt smedjens profil nationalt som internationalt. I sine bestik har Karl Gustav Hansen videreudviklet århundreders tradition ved konsekvent at dyrke formen fremfor dekoration. Arvesølv nr. 19 fra 1942 var stærkt barokt præget med enkelt, violinformet skaft. Susanne lanceredes ved et kongebesøg på Koldinghus i 1950; bestikket har mindelser om empirens skjoldformede skafter. Charlotte, opkaldt efter sølvsmedens etårige datter, præsenteredes ved Karl Gustav Hansens 25 års jubilæumsudstilling på Charlottenborg 1955; også dette bestik har svage mindelser om de klassiske forbilleder. Med Linje fra 1959 har Karl Gustav Hansen arbejdet sig helt fri af fortidens bestikformer.

Med samme konsekvens har Karl Gustav Hansen arbejdet med form og linje i sine korpusarbejder. Efter 1930ernes hammerslåede overflader har han siden bevidst dyrket de glatte flader i enkle, stereometriske eller organiske former. Oftest står fladerne blanke, hvorved sølvets glød og egen skønhed fremhæves. Med stor effekt sammenstilles sølv med horn, elfenben eller ædelt træ i håndgreb og hanke. I alle arbejder er der ro og balance, alt er nøje beregnet og gennemarbejdet. Kun sjældent har Karl Gustav Hansen grebet til dekoration i form af graverede linier.

Karl Gustav Hansen har ikke været ene om at tegne firmaets korpusarbejder. I de første år tegnedes enkelte arbejder af Einar Olsen. I 1950 knyttedes billedhuggeren Henning Seidelin til sølvsmedjen. Han havde gået på Kunstakademiet sammen med Karl Gustav Hansen, og han fik mulighed for at arbejde med sølvkorpus. Hans ting vakte så megen opmærksomhed, at han senere virkede som formgiver for andre firmaer.

Hans Hansen Sølvsmedie har i efterkrigstiden måttet følge med i rationaliseringsbestræbelserne. For at få værkstedets drift så rationel som muligt ansattes i 1951 ingeniør Børge Johansen som driftsleder. Han afløstes snart af ingeniør Kurt B. Snoer. Samtidig – 1953 – ansattes en ung guldsmed Bent Gabrielsen som værkfører for smykkeafdelingen. Bent Gabrielsen havde taget eksamen med udmærkelse fra den nystartede Guldsmedehøjskole og hentedes straks til Kolding, hvor han hurtigt fik en betydelig smykkeproduktion i gang, dels unikke ting dels seriefremstillede sølvsmykker, som vandt stor popularitet. I løbet af få år slog Gabrielsen sit navn fast som landets førende smykkekunstner. Han modtog en række priser og legater, kulminerende i 1964 med Lunningprisen, der på den tid var kunsthåndværkets højeste udmærkelse. Bent Gabrielsen var leder af smykkeafdelingen, efterhånden driftsleder af den samlede produktion, indtil han i 1969 etablerede sig som selvstændig guldsmed.

I 1962 foretoges en omstrukturering af firmaet, idet Ole Hartmann Berg, der hidtil havde været eksportkonsulent for hele sølvbranchen, knyttedes til firmaet som administrerende direktør, medens Karl Gustav Hansen blev firmaets kunstneriske leder og designer.

I 1965 holdt 3. generation Hansen sit indtog i det gamle firma. Karl Gustav Hansens søn Hans, født 1946, begyndte sin læretid under vejledning af sin far og af Bent Gabrielsen. Læretiden fuldendtes hos Georg Jensen Sølvsmedie i København. 1955 havde Karl Gustav Hansen undervist ved universitetet i Indianapolis i faget ”silversmithing and jewelry”. I 1968 kom en tilsvarende invitation til den 22-årige Hans Hansen at komme til USA og undervise. Han vandt megen anerkendelse i USA. Han døde i 1972, men havde forinden nået at sætte sig varige spor i smedjens kollektion af bestik, korpus og smykker.

I nedgangsperioden i 1970erne forsøgte smedjen sig med noget helt nyt. Meget korpussølv er at betragte som brugskunst i skulpturel udformning. Nu tog Hans Hansen Sølvsmedie skridtet fuldt ud og producerede en serie statuetter ”Ars mundi argentea” i samarbejde med en række internationale kunstnere: englænderne Henry Moore (1898-1986), Lynn Chadwick (1914-2003) og Kenneth Armitage (1916-2002), schweizeren Max Weiss (f. 1921), italieneren Giacomo Manzù (1908-1991) samt danskerne Bjørn Wiinblad (1918-2006) og Allan Scharff (f. 1945).

Firmaet Hans Hansen Sølvsmedie A/S kunne den 20. juni 1981 fejre sin 75 års fødselsdag. Dagen markeredes i beskedenhed ved at firmaet og familien Hans Hansen til Museet på Koldinghus skænkede en række af de bedste og mest karakteristiske arbejder. Enestående er de tre generationers svendestykker, Hans Hansens fiskesæt fra 1903, Karl Gustav Hansens svingtekedel fra 1934 og Hans Hansens kaffe/tekande fra 1968. Dertil yderligere otte stykker korpussølv, syv af Karl Gustav Hansen og et af Hans Hansen Jun.

Tiderne var imidlertid blevet vanskelige for sølvvareproduktion. Rundt omkring i Danmark og i udlandet lukkede mange mindre fabrikker. Denne nedgang ramte også Hans Hansen i Kolding. I 1982 blev sølvsmedjen overtaget af pensionskasserne, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Guldarbejdernes Fagforbund. Senere blev Hans Hansen Sølvsmedie overtaget Georg Jensen Sølvsmedie. Fabrikken i Kolding ophørte med fremstilling af korpus og bestik og har i en årrække fremstillet guldsmykker. Men det meste af Georg Jensens produktion er nu flyttet til Thailand, hvorfor virksomheden i Danmark indskrænker. Med udgangen af 2008 er det endegyldigt slut med Hans Hansens gamle sølvsmedje i Kolding.