TALEFEST

OM TALEFEST

Talefest er en genoplivning af sprogfesterne på Skamlingsbanken med unge modige talere, der indtager den historiske talerstol  med budskab om håb under historiens vingesus og løftet af stedets etos.

Talefest 2023 bliver afholdt i maj på Skamlingsbanken.

HVORFOR HOLDER VI TALEFEST?

Demokratisk deltagelse og styrken i det talte ord er nøgleordene, når Museum Kolding i samarbejde med Danske Taler og talerskolen Røst tilbyder et forløb i taleskrivning til gymnasier i Kolding. I forløbet trænes eleverne i praktisk taleskrivning, i at finde deres stemme og i at bruge den foran et publikum.

Forløbet kulminerer til Talefest på Skamlingsbanken med taler, koncert og fællessang, der rusker nyt liv i ånden fra de gamle folkemøder.

I de kommende år vil projektet vokse med deltagere fra ungdomsuddannelser i hele landet og fra de øvrige nordiske lande, når talefesterne bliver fællesnordiske.

Siden 1843 har Skamlingsbanken været et folkeligt og nationalt samlingssted. Store talere har stået på banken og talt med en kraft, der har ændret forholdene for mange; for retten til at tale dansk, for kvinders valgret og til fejringer som den store befrielsesfest i 1945.

Undervisningsforløb Talefest 2022

Koldings gymnasier og HF tog godt imod projektet, og dansk- og retorik-klasser fra både Munkensdam og Kolding Gymnasium deltog.

Eleverne arbejdede med historiske taler, som er blevet holdt på Skamlingsbanken. De spejlede sig i de gamle tekster og undersøgte de retoriske greb for derefter selv at prøve kræfter med den ældgamle, men evigt aktuelle disciplin: At holde en velforberedt tale, der skubber til publikum og stiller skarpt på helt aktuelle problemer i de unges liv.

Efter selve undervisningsforløbet blev 20 elever udvalgt af en jury og inviteret til en taleworkshop 21. september. Her blev de trænet og styrket i medrivende formuleringer og den effektfulde fremførelse af talerne, så de 20 unge blev klar til at indtage talerstolen på Skamlingsbanken til den første Talefest, der blev afholdt 30. september 2022.

FAKTA OM TALEFEST OG PROJEKTET NORDEN OG VERDEN

Talefest 2022 var et lokalt pilotprojekt, støttet af Kolding Kommune, for Nordisk Talefest der er en del af projektet ‘Norden og verden’ støttet af A.P. Møller-fonden og ledet af Danske Taler.

I de følgende år skal der afholdes nordiske talefester på skift i både Danmark, Sverige og Norge. Her skal elever fra ungdomsuddannelserne i alle tre lande mødes og tale, debattere og synge på deres modersmål. Talefest 2022 på Skamlingsbanken var altså kun begyndelsen.

Artikel om arbejdet med de historiske taler

Nis Vraasø, Kulturformidler hos Danske Taler, har skrevet artiklen “Stedets Magt” om Skamlingsbanken og arbejdet med de historiske taler til Dansklærerforeningens blad, Dansknoter. 

OM SKAMLINGSBANKEN

Skamlingsbanken er Sønderjyllands højeste punkt og herfra er det muligt at opleve 360 graders udsigt over landskabet og Lillebælt. Naturen i området er i sig selv et besøg værd med stejle bakker og slugter formet af kræfterne fra den seneste istid. Især på det højeste punkt 113 meter over havet er udsigten helt fantastisk.

Skamlingsbanken har gennem Danmarkshistorien været et vigtigt samlingspunkt. Her har store talere har stået på banken og talt med en kraft, der har ændret samfundsforhold for mange.

SAMARBEJDSPARTNERE

Danske Talers logo

 

 


DANSKE TALER

Danske Taler er en levende talesamling, der konstant udvides med aktuelle taler. De indsamler, digitaliserer og formidler de afgørende og definerende øjeblikke, hvor politikere, debattører og almindelige borgere griber ordet, fordi historien skifter retning, samfundsmæssige kriser skal afværges, eller store succeser hyldes. Talesamlingen vokser dagligt med såvel aktuelle som historiske taler, og den åbne online samling rummer nu over 2.000 publicerede taler.

Røst's logo

RØST
Røst er et talerprojekt for unge, der arbejder for at styrke unges mod til at tage ordet. Med retorikken og den klassiske tale som afsæt og metode klæder Røst en generation af unge på til at bruge deres stemme og blande sig i den offentlige samtale, og de afholder større og mindre arrangementer i hele landet med unge stemmer i centrum. Røst er et samarbejde mellem Ungdomsbureauet og Vallekilde Højskole.





MUSEUM KOLDING

Museum Kolding er et kulturhistorisk og statsanerkendt museum for Kolding Kommune. Museets formål er gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling inden for sit ansvarsområde at virke for sikring af Danmarks kulturarv og vække nysgerrighed og begejstring for folkets historie. Museet har et særligt fokus på sammenhængen mellem kulturhistorie, håndværk og design. Museet består af de tre besøgssteder: UNESCO verdensarvsbyen Christiansfeld, Skamlingsbanken og Staldgården på Slotsbanken i Kolding midtby.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev