FORELSKELSESSANG (Du kom med alt hvad der var dig)
Jens Rosendal

1. Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

2. Jeg stormed ud og købte øl
ja, vintrens gamle, stive føl
fór ud på grønne enge
og du blev varm og lys – og fuld
og håret var det pure guld
som solen – skjult for længe.

3. Og blomster åbned sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.

4. Vorherre selv bød ind til fest
og kyssed hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

5. At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.

DE SMUKKE UNGE MENNESKER
Kim Larsen

1. De kom flyvende med storken
Til dette gudsforladte sted
Fra alle fire verdenshjørner
Hvis vi ta’r det hele med

2. Og nu er de blevet voksne
Ligner ikke mer’ sig selv
Stemmerne er forandret, men
Vi kender dem alligevel

3. Åh, de smukke unge mennesker
Pludselig er de stukket af
Som legesyge sommerfugle
Den allerførste sommerdag

4. Hva’ det er, de vil med livet (Du, du, du)
Det ka’ kun de selv forstå (Du, du, du)
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må.

5. Der var nogen, som blev tilbedt
Andre måtte nøjes med
Digitale vuggestuer
Og tilfældig kærlighed

6. Og de smutter, før man ved det
Pludselig er de stukket af
Som legesyge sommerfugle
Den allerførste sommerdag

7. Hva’ det er, de vil med livet (Du, du, du)
Det ka’ kun de selv forstå (Du, du, du)
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må.

8. Der var nogen, som blev elsket
Andre måtte nøjes med
Digitale vuggestuer
Og tilfældig kærlighed

9. Hva’ det er, de vil med livet (Du, du, du)
Det ka’ kun de selv forstå (Du, du, du)
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må.

SEPTEMBERS HIMMEL ER SÅ BLÅ

Alex Garff/Otto Mortensen

1. Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.

2. Der er en søndagsstille ro
imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.

3. Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rigt er årets sidste flor:
oktobers offergave.

4. De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.

5. At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte

JEG VED EN LÆRKEREDE

Harald Bergstedt/Carl Nielsen

1. Jeg ved en lærkerede,
jeg siger ikke mer;
den findes på en hede,
et sted som ingen ser.

2. I reden er der unger,
og ungerne har dun.
De pipper de har tunger,
og reden er så lun.

3. Og de to gamle lærker,
de flyver tæt omkring.
Jeg tænker nok de mærker,
jeg gør dem ingenting.

4. Jeg lurer bag en slåen.
Der står jeg ganske nær.
Jeg rækker mig på tåen
og holder på mit vejr.

5. For ræven han vil bide
og drengen samle bær.
men ingen skal få vide,
hvor lærkereden er.

Der er et yndigt land

Adam G. Oehlenschläger/ Hans E. Krøyer

1. Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand;
det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal.

2. Dér sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid;
så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten.

3. Det land endnu er skønt;
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt,
og ædle kvinder, skønne mø’r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer.

4. Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå.