Guidede ture

Tag ud på Guidet tur

Tag med på et væld af guidede ture med Museum Koldings engagerede guider. 

På denne side kan du læse mere om de forskellige former for guidede ture og møde et udvalg af vores guider.

Museum Kolding har guidede ture på alle vores tre lokationer: Christiansfeld, Skamlingsbanken og Kolding, hvor du både har mulighed for at tage med på forskellige byvandringer, ture med afsæt i historien, rundvisninger, eller forskellige temature tilpasset årstiden. 

Museum Kolding har også udviklet flere digitale byvandringer, hvor du på egen hånd kan gå på opdagelse i byerne og historien.

Det er også muligt at booke turene som private ture til en gruppe. 

AKTUELLE guidede ture

DRAMATISERET guidet tur: MEd GEstapo i hælene

De to modstandsfolk, Gerda og Jørgen (spillet af skuespillere), tager dig med tilbage til tiden under 2. Verdenskrig på en dramatiseret guidet tur i Kolding. Gerda og Jørgen frygter, at Gestapos folk, der holder til på Staldgården, er efter dem. De har begge vigtige opgaver, de skal løse for deres modstandsgruppe, men må samtidig undgå at blive opdaget af Gestapo.

Turen går forbi nogle af de steder i Kolding, hvor kampen mellem modstandsfolk og tyskerne udspillede sig under besættelsen af Danmark. Du kommer til at høre om danskere, der var en del af modstandsgruppen i Kolding, om sabotage, løbesedler, jødetransport, tortur og meget mere.

LÆS MERE OG KØB BILLET HER

Med Gestapo i hælene. To skuespillere i rollen som modstandsfolkene Erik og Gerda står i kostumer fra 1940 foran Staldgården og skuer nervøst til siden

guidet tur: verdensarv i særklasse

Kom på historisk byvandring rundt i Christiansfeld, hvor du undervejs vil gøre stop ved byens mest markante huse og steder, og hvor guiden vil fortælle om byens og Brødremenighedens spændende historie og om den helt særlige byplan og arkitektur.

Turene udbydes lørdage kl. 13.30 – 15.00.

Læs mere om turen her. 

guidede ture

GUIDET TUR: I DØDENS FODSPOR!

Hen over efteråret og vinteren kan man udvalgte aftener komme med på denne historiske guidede tur i dødens fodspor.

Når mørket sænker sig over Koldings gader, kommer alle de grumme historier til live. Både mord, henrettelser, pest og trolddom gemmer sig i porte og på gadehjørner rundt omkring i byen. Tag med på denne særlige byvandring og hør de bloddryppende historier, der skjuler sig i skyggerne.

Turene foregår typisk i de mørke vinter- og efterårsmåneder februar, oktober og november.

Kammerherreinden fortæller - en dramatiseret guidet tur

Rejs tilbage i tiden på denne dramatiserede byvandring: 

Året er 1781, og kammerherreinde Christina Friederica von Holstein tager imod sin fine gæst, Sir Edward Brighthill.

På denne dramatiserede byvandring træder vi direkte ind i historien, og sammen med skuespillere bliver fortidens personer levende.

Vi inviterer gæster med på en elegant promenade gennem byens gader, kammerherreinden beretter om spændende detaljer og sjove vinkler fra hverdagen i Brødremenighedens Christiansfeld. Som deltager er man en aktiv del af turen, og man kommer tæt på kammerherreinden og hendes nysgerrige gæst.   

Gå med på denne byvandring, hvor kammerherreinde Christina Friederica von Holstein viser sin fine engelske gæst rundt i den nyopførte by; Christiansfeld.

Turen udbydes som regel i sommerperioden.

guidet tur: Besættelsen i kolding

Tag med på en rejse ind i besættelsestidens Kolding. Sammen med en af Museum Koldings dygtige guider går turen rundt i Kolding centrum, hvor du får historien om livet og dagligdagen i Kolding under besættelsen. Hør om mangel, rationering og mørklækning, se nogle af de steder i Kolding by, der blev ramt af enten sabotage eller schalburgtage, eller hvor man kunne finde et af byens mange beskyttelsesrum. Turen starter og slutter på Staldgården.

Turene udbydes som regel i sommerperioden. 

guidet tur: kolding bys historie

Kom med på en byvandring gennem Koldings lange historie fra grundlæggelsen som handelsplads i middelalderen og frem til 1900-tallet. Kolding er en særlig købstad, der igennem mange hundrede år var tæt på kongemagtens centrum og den grænse, der frem til 1864, gik langs Kolding å. Det har formet byens storhedstider og kriser, og givet byen rigdom, magt og krig. Turen går rundt i Koldings ældste gader, så man kan følge fodsporene af studehandlere, bønder, adelsmænd og preussiske soldater.

Turene udbydes som regel i april-juli. 

guidet tur: arkitekturen i kolding midtby

Kom med på en guidet tur og se, hvor bredt arkitekturen spænder i Kolding Midtby.
Vi ser på renæssance huse fra 1500 tallet, på huse af nogle af Koldings mest kendte arkitekter som for eksempel Ernst Petersen og på byggerier af nyere tid. Vi går forbi Koldinghus, Staldgården, Banegården, Akseltov og Søndertorv. Der fortælles om udvalgte bygninger og om steder, der har sin egen særlige historie.

Turen har tidligere været udbudt i forbindelse med Arkitekturens Dag første mandag i oktober. 

guidet tur: skamlingsbanken fra istid til nutid

Oplev det smukke historiske område omkring Højskamling og få fortællingen om Skamlingsbankens vigtige plads i Danmarkshistorien.

Undervejs vil guiden blandt andet fortælle om, hvordan Skamlingsbanken blev et af de mest markante nationale mødesteder i Danmark i det 19. og 20. århundrede. Med udgangspunkt i mindesmærkerne i monumentområdet vil guiden desuden fortælle om nogle af de mennesker, som har haft en særlig betydning for Skamlingsbankens historie. Mennesker som har taget ordet og kæmpet for bl.a. retten til at tale dansk, kvindernes stemmeret og meget mere på netop dette sted.

Turene udbydes som regel i april-september. 

Stjernestunder - en juletur i Christiansfeld

“Stjernestunder” er en særlig byrundvisning, hvor historien om den karakteristiske Herrnhutstjerne og julens traditioner inddrages.

Kom på guidet byvandring i UNESCO-byen Christiansfeld. Byrundvisningen er en historisk tur i Christiansfeld, hvor du udover historien om stjernen også bliver introduceret til byens og Brødremenighedens historie samt den helt særlige byplan og arkitektur.

Turen udbydes lørdage og søndage kl. 13.00 – 14.30 i november og december.

Mød vores guider

 

Mød Neel – Guide på byvandringer i Christiansfeld

Neel er en af de guider du kan møde, hvis du tager på byvandring i Christiansfeld. I videoen her fortæller hun lidt om hvad du kan blive klogere på, hvis du tager med på en guidet tur rundt i Christiansfeld.

Anna Svennesen
Carsten Winther
Else-Marie Hjort
Greta Bunkenborg
Kim Lambert Jensen
Maike Johanna Strange
Marie Feddersen
Minna Kanzler Hemmet

DIGITALT GUIDEDE TURE

 

Digitalt guidede ture

Museum Kolding har udviklet to digitalt guidede ture, hvor du kan tage ud på egen hånd, når det passer dig, bevæbnet med din smartphone og appen Vizgu.

Det er en tur i Kolding om Besættelsen og en tur i Christiansfeld om Genforeningen.

Læs mere om de digitalt guidede ture her.

To unge museumsgæster står foran porten til Staldgården og kigger på en smartphone, der viser Vizgu appen med en digital guidet tur på.

Ture til grupper

Det er muligt at booke private ture til grupper året rundt.

Her kan I komme på en af vores guidede ture sammen op til 25 personer.

Besøg siden om guidede ture til grupper. 

Dag og tidspunkt aftales med Museum Kolding på mail på museum@museumkolding.dk 

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev