Samlinger

Museum Koldings samling består af over 100.000 genstande fra 1600 tallet og frem. Samlingen er blevet opbygget siden etableringen af Museet ved Koldinghus i 1890, der blev grundlagt af tandlæge Friis. Et stort antal af genstandende har tilknytning til Kolding og Kolding Kommune, og fortæller om personer og virksomheder fra byen og omegnen.

Derudover består samlingen af:
  • Et større antal Svend Hammershøi tegninger og malerier.
  • Glas, porcelæn og fajance fra 1600-tallet og frem.
  • En lang række malerier med portrætter af kongelige, hvoraf det mest kendte er et samtidig portræt af Dronning Dorothea, så vel som personer fra Kolding samt genremotiver fra mange perioder.
  • Desuden kan man i samlingen finde en lang række møbler fra 1600-tallet og frem.
  • En af Danmarks bedste sølvsamlinger udenfor Hovedstaden.

Bordopsats blomsten 2004, der indgår i Museum Koldings sølvsamling
Sølvsamlingen
Grundstenen for Museum Koldings samling er fra sølvsmed Holger Kyster fra Kolding, der i begyndelsen af 1900-tallet arbejdede for og med Thorvald Bindesbøll og Svend Hammershøi. Begge to af datidens førende designere og hvis produkter blev fremstillet i det Koldingensiske værksted i Adelgade.
Desuden indeholder samlingen sølv fra sølvsmeden Hans Hansen, der begyndte sin virksomhed i Kolding 1906 og fra Karl Gustav Hansen, der videreførte faderens fabrik under navnet Hans Hansen Sølvsmedie. Sølvet blev kendt både lokalt, nationalt og ud over landets grænser for sin produktion fra 1940’erne og frem til 1980’erne.
Museets sølvsamling består ikke mindst af en lang række moderne sølvarbejder af landets førende sølvmede og er indtil 2020 løbende blevet udvidet med diverse nyindkøb.
Hvor kan jeg se museets samling?
Store dele af museets samlinger er i øjeblikket ikke tilgængelige for publikum, men kan i et vist omfang ses digitalt på “Museernes Samlinger”, der er opdateret frem til udgangen af 2018, hvor det nye nationale registreringssystem tog over. Desværre er den offentlige del af dette system endnu ikke tilgængelig, men det sker forhåbentlig i nærmeste fremtid.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev